Det er næsten for nemt at komme til Cancùn. Det tager lige omkring 17 timer, med en hurtig mellemlanding i Zürich, Schweitz. Vi fløj med det Schweiziske flyselskab edelweiss. At det netop er så nemt, at komme så langt væk, er på en måde en smule antiklimatisk. Denne følelse er dog ikke ny, men har også banket på, under vores andre rejser. Unægteligt er det også nemheden, som netop gør denne form for rejser mulig, og netop derfor skal vi også sætte pris på den. Mens vi sidder her i flyveren håber vi på ikke at blive spurgt for meget ind til hvor vi i nat skal overnatte, af immigration i mexico. Vi havde nemlig i Zürich fået at vide, at man som dansker ikke behøver et decideret Visum i Mexico – noget som ikke umiddelbart er sandt, da vi har fået Visumspapirer udleveret af stewardesserne i flyet. Hvad der skal ske de kommende dage, har vi ingen anelse om. Vi ved at Cancùn er et turistmekka for pakkerejsende. Dette gør dog alting nemt i forhold til at finde steder at bo og eventuelt møde andre backpackers, som forhåbentlig kan give os et lidt mere nuanceret billede af mulighederne ud fra Cancùn. Vi ankom til Cancùn kl. 22-ish. Vejen gennem immigration er meget nem. En udfyldelse af en blanket, samt et hurtigt blik fra en ganske flink immigrationsofficer (hvis ellers det er hvad de hedder), og straks havde vi et turistvisum på hele 180 dage! Egentlig var vi oprindeligt en smule bekymrede, da vi ikke på forhånd havde booket nogen overnatning, og da dette egentligt er et krav for at komme ind i Mexico, kunne det principielt have voldt os besvær.
I vores eksperimenter for at komme fra lufthavnen, forsøger vi et par gange at slippe forbi de mange og meget påtrængende taxi chauffører, men må efter et par forsøg erkende, at det ikke vil lykkedes os at finde frem til den bus diverse rejseguides skriver om. Vi møder et par tyskere og får sammen fat på en collectivo, som er en form for delt taxi.
En halv time senere står vi på byens busterminal. Oprindeligt var vores plan at have booket et hotel på forhånd, ikke kun fordi det er et krav i forbindelse med visumet, men også fordi det aldrig er rart at ankomme til en ny by om natten uden – og da slet ikke et helt nyt land! Vores erfaring er, at man gerne lige skal have lært byen at kende en lille smule. Alligevel går det dog strygende let med at finde en overnatning, for efter at have fundet et GPS signal og have drejet imod den rigtige retning, svinger en meget lille ældre dame på BMX cykel pludselig ind foran os. Hun præsenterer sig selv som Canadieren Diana, der de sidste 15 år har boet i Cancùn. Hun tilbydder os at kunne sove i hendes ekstra værelse for 400 pesos (ca. 120 kr.) og vi takker efter et par blikke frem og tilbage mellem hinanden – ja.
Kris og Anne Louise på nye eventyr 