4: Valladolid og cenotes

En flot by og et vildt naturfænomen

Vores første “rigtige” destination blev byen Valladolid. En lille koloniby på 70.000 indbyggere, og med en rig historie. Først ankom den spanske kolonimagt og overtog den Maya by, som oprindeligt lå på stedet. Dernæst var byen i midten af det 18. århundrede det sidste standpunkt for det oprør, som de indfødte mayaer i hele Yucatan staten lavede mod den Mexicanske stat.

Byen er noget nær en diametral modsætning til Cancùn, til trods for at de ligger meget tæt. Den er en yndet base, når man vil besøge den verdensberømte Maya ruinby Chichen Itza. Vi tilbringer 2 overnatninger i byen, hvoraf den ene dag går til Chichen Itza (får sit eget indlæg) og den anden til omkringliggende Cenotes.

En af aftenerne er vi henne ved en gammel borg hvor der er et lysbilledshow omkring historien i byen. Anne Louise spotter 4 piger, og synes at hun har set en af dem før. Efter showet går hun hen og spørger om de er danskere og om ikke en af dem hedder Nanna. Ganske rigtigt jo. Meget mystisk at det lige falder sammen med at man mødes med en man har set én gang før til en fødselsdag. Den evne med at genkende ansigter har hun helt klart arvet fra sin mor.

En Cenote – et stort hul i jorden

Den første Cenote vi besøger ligger midt i selve byen. En Cenote er i grunden et sinkhole (på dansk synkehul?). Det er simpelthen et stort dybt hul i jorden, som er blevet fyldt med vand. Fænomenet er unikt for Yucatan halvøen. Hovedgrunden er at hele området ikke har nogle overjordiske floder. Samtlige floder i Yucatan er simpelthen underjordiske. Visse steder er porøs kalksten gennem tiden kollapset og har skabt disse huller i jorden. Cenotes har en dybde på mellem 20 og 100 meter og er derfor et ret vanvittigt fænomen. Cenoten i Valladolid skulle efter sigende være næsten 40 meter dyb.

Cenote Zaci Valladolid og et gensyn

Indgangsprisen til Cenoten i Valladolid var sølle 30 pesos. Man går gennem en kort grotte og ser derefter ned til Cenotens vandspejl fra ca. 15 meters højde. Vildt! Ovenover os er der klipper og enkelte trærødder hænger ned. Flere steder bruger enkelte modige personer små platforme til udspring. Mens vi nærmer os bunden af cenoten får Anne Louise pludselig øje på et velkendt ansigt – Lara fra Balu Hostel! Når man er ude at rejse skal man holde fast i de får mennesker man bare har lidt relation til, så vi aftaler at mødes senere.

Efter at have mødt Lara er det tid til at selv afprøve udspringsdelen og nyde det forfriskende vand i cenoten. Denne cenote er omkring 40 meter dyb, så man behøver ikke være bange for at ramme bunden!

På jagt efter flere Cenotes

To dage senere (efter først at have besøgt ruinbyen Chichén Itzá) mødes vi igen med Lara – denne gang i følgeskab af vores nye seje cykler som vi dagen forinden fik lejet hos en flink ældre Mexicaner, til en fremragende pris. Cyklerne er bestemt ikke nye, men er tværtimod sammensat af dele fra alle mulige forskellige cykeltyper. Vi spurgte hvad man ville kunne købe en af disse cykler for – 1000 pesos var svaret. Det svarer til omkring 350 kr, så en lille smule fristende, hvis ellers de var nemmere at transportere med sig.

På vej imod den første cenote drøner vi stille og roligt gennem lokale boligkvarterer og bliver kun mødt af smil og “Buenos días” fra de lokale. Mexico virker indtil videre til at være et ganske rart land at rejse i. Resten af turen foregår på cykelsti og tager ikke mere end en halv time.

Cenote Samulá og X’kekén

Indgangen til disse to cenotes er lavet om, så det er blevet til en helt park med masser af bygninger. En rigtig flot park, omend en nærmest fuldstændig forladt park. Nogle af bygningerne har plads til et halvt hundrede sælgere, men der er kun 4 på denne dag. Det skal nævnes at disse cenotes ligger på vejen til Chichén Itzá, og derfor har potentialet til noget nær 2-3 millioner årligt besøgende (vist deromkring der besøger ruinbyen). Anyways, vi bevæger os gennem de flotte bygninger og kommer til et hul i jorden. Denne cenote er dannet som en grotte, hvor det allerøverste lag ikke har givet efter. Man bevæger sig ned af 20 trin og kommer ind en enorm hule. Temperaturen stiger og luftfugtigheden rammer 100 %. Synet er magisk. I toppen af grotten er et ca. 2 meter bredt hul, som sørger for at grotten bliver lige tilpas oplyst af en lysstråle der rammer bunden. Mest af alt virker det hele som noget der er taget ud af Jules Verners bog; Rejsens til Jordens Indre. Noget fra en anden verden – måske endda en anden planet? I bunden af grotten er et krystalklart vandspejl, som afslører en bund spækket med sten, hvor små fisk svømmer rundt mellem.

Vi springer i badetøjet og hopper ud i det relativt kolde, men dejligt forfriskende vand. Vi har medbragt GoPro kameraet og vores dykkermasker. Under vandet er der ikke meget at se på, men når man dykker ned i den ene ende af cenoten bliver man mødt af et sort hul, som bare ingen ende vil tage. Kris prøvede at dykke 10 meter ned, en skræmmende fornemmelse, hvor lyset stille forsvinder og hvor man ingen anelse har hvor langt hullet under en fortsætter. På en måde er det en form for højdeskræk der rammer en, bare på en anden måde.

Cenote X’kekén er ikke helt lige så magisk som sin nabo. Alligevel er den magisk på en anden måde. Denne er lyst op af projektører, men har store rødder der hænger ned fra ‘loftet’ i grotten. Tilsyneladende er der ikke to cenotes der er ens – og Yucatan halvøen er spækket med flere tusind af dem.

Den forkerte vej til Cenote San Lorenzo Oxman

Næste destination på vores lille cykeltur er Cenote Oxman. Den ligger ca. 8 km fra de andre cenotes og Kris’ kort applikation (OsmAnd), mener den kender en smutvej. Smutvejen tager os gennem en lille lokal by, hvor vi stopper for at spise vores medbragte avocado, tomater og quesadillas (små korn pandekager) købt fra den lokale tienda. Vi har nu slået os sammen med yderligere to franske piger og en Israelsk gut der hedder Gal. De er dog uden cykler og må tage en taxi videre.

Vi og Lara følger derimod den foreslåede rute og havner hurtigt på en meget spændende sti, som er fyldt med små klippefremspring. Her får Anne Louise sin første form for MTB lektion(på en cykel uden gear og kun med fodbremse), og vi får set hvordan den lokale vegetation ser ud på nærmere hold. Efter et par kilometer på denne vej krydser vi hovedvejen og ender nu med at cykle gennem en decideret losseplads. Bunker af skrald, nærmest bjerge hober sig op efter en lang strækning med skrald i grøften. Noget der ligner gribbe flyver over hovederne på os og enkelte gadehunde stikker hovederne op af den bunke skrald de er ved at fortære – dette er helt sikkert ikke hovedvejen til denne cenote, selvom det på kortet ser sådan ud! Dette bekræftes senere af pigen i receptionen, da vi endelig når frem, som derudover tilføjer, at der for to år siden er blevet bygget en ny vej – tak OsmAnd!

Cenote Oxman er igen anderledes en hvad vi tidligere har set. Den er vitterlig som en cylinder ned i jorden. Der er ingen kanter, udhæng eller andet, men bare et hul i jorden.

Med den nyfundne hovedvej går turen hjem til Valladolid nemt. Da vejret stadig er lunefuldt ved kysterne, faktisk så voldsomt at Isla Mujeres nærmest er blevet oversvømmet, vælger om aftenen, at tage længere ind i landet til byen Mérida.