En kultural storby og en UNESCO ruin mere
Mérida. Vores første dag i en “rigtig” Mexicansk storby. I hvert fald i en by, som kun er influeret af turisme på deltid. Byen er en flot koloniby der er blevet bygget direkte ovenpå en gammel mayaby. Dengang de spanske conquistarer overtog byen rev de simpelthen de gamle templer ned, og brugte stenene fra ruinerne til at blandt andet at bygge byens første kirke. Ser man godt efter i dag, kan man stadig se slangesymboler og andre karakteristiske Maya symboler på enkelte af de sten, som udgør kirkens ydermurer.
Egentlig havde vi kun planlagt at blive en enkelt dag i Mérida, men vi endte med at blive hele tre. Mest fordi vi ville besøge ruinbyen Uxmal den ene dag og fordi vejret ikke ligefrem var fantastisk (skybrud den ene dag – og selvfølgelig mens vi var ved at skifte hostel). Faktisk var temperaturen om natten dalet så meget, at de lagner vi sov med ikke var nok til at holde varmen med, alas – vi vågner midt om natten næsten rystende (okay, måske en kende overdrevet…).
En levende storby med masser af kultur
Mérida er en stolt by. Smukke og velholdte bygninger og rene gader i forhold til hvad vi ellers har set i Mexico (med undtagelse af Valladolid). Vi finder mange arrangementer rundt i byen og ser lokal dans, ballet til tonerne af The Beatles og Queen på Noche Mexicana (et lokalt natmarked) og ikke mindst en rekonstruktion af et ældgammelt Maya boldspil. Reglerne til dette boldspil siger at spillerne kun må berøre bolden med enten hofter, knæ eller albuer (så vidt vi har forstået). Spillet ser ud til at være uhyggeligt svært at lære og er ret interessant at observere – især hvis man mens man forundres over spillernes tekniske kunnen, samtidig prøver at regne ud hvordan reglerne er.

Filmen ovenfor viser det skybrud vi blev gennemblødte af, mens vi flyttede hostel.
Filmen ovenfor viser lokale spille det ældgamle boldspil man spillede i Maya-kulturen.
Uxmal – vores Maya ruinby número dos
Fordi Chichén Itzá viste sig at være den turistfælde vi havde forventet den ville være, var vi rimeligt klar på allerede nu at se endnu en Mayaruin. Vi havde ikke på forhånd hørt om ruinbyen Uxmal, der er trods alt mange…, men da vores nye rejsemakker, Lara, har et mål om at besøge så mange UNESCO fredede steder som muligt, og da Uxmal tilfældigvis er på UNESCO listen (der er overraskende få Mayaruiner på denne liste), virkede Uxmal som et helt naturligt sted at tage hen. Istedet for at booke en alt for dyr arrangeret tur til ruinen, valgte vi igen selv at tage afsted. Tager man afsted på egen hånd kan man som regel klare turen til ¼ af prisen for den arrangerede tur – ofte mere.
Denne tur var nem. En billet til en bus med den rigtige retning, købt på den lokale busstation, halvanden time i bus og bom – så er man der! Denne gang havde vi absolut ingen forventninger til stedet, for vi havde ikke undersøgt noget på forhånd. Indgangspartiet til ruinbyen viste sig dog at være flottere end det ved Chichén Itzá, hvilket var ret overraskende. Bedst af alt, så var der ingen sælgere der hev fat i os. Et par enkelte guider spurgte pænt om vi kunne tænke os en guide på vores tur, men det var det. En indgangsbillet og et toiletbesøg senere var vi inde. Uxman er imponerede! Efter en lille trappe møder man stedets største pyramide. Højere end Chichén Itzá og med en arkitektur der får en til at tænke på en middelalderbyen i England. Man kunne desværre heller ikke længere klatre op ad denne pyramide, men når man ser pyramiden fra siden af, giver det god mening – trappen er uhyggeligt stejl!
Vi spiste frokost ved siden af en lille ruin, kun omringet af leguaner som lå og solede sig rundt omkring og forskellige fugle i flotte farver der pippede lystigt.


Busturen hjem mod Merida viste sig at være af den mere spændende slags. Der kører kun 3 busser om eftermiddagen, og det var 2,5 timer mellerm dem. Det endte med at jeg var den sidste person som lige præcis kunne mase mig ind i bussen, og de 5-7 personer som ikke kunne være der, måtte vente 2,5 timer på den næste, og krydse fingre for at de vil komme først ind i denne. Der kom på et tidspunkt en kontroller ind i bussen. Vi spurgte var mange mennesker der på dette tidspunkt befandt sig i bussen. Hans svar: “100”.
Vi kunne rigtigt godt lide Uxmal og vil til enhver tid foretrække og anbefale den langt mere en Chichén Itza.
D. 27/1-2018
/Kris