12: Cobán

Cobán, genbrugstøj & en lækker hotdog

Coban er en transit by for mange andre destinationer på ‘the gringo trail’. Vi havde snakket om at tage direkte fra Lanquin til Antigua, men ville også gerne gøre noget andet end alle de andre gringos. Og da Kris så at der var en Megapaca (stor genbrugsbutik med nogle fine mærker ind i mellem) blev byen endnu mere interessant. Vi har fundet ud af at Mexico og Guatemala er lidt koldere end vi havde regnet med. Så derfor har vi også brug for at få fyldt lidt op i vores tasker med noget varmere tøj, end det sommertøj vi troede vi skulle bo i hver dag.

Coban har 86.000 indbyggere og er en travl by sådan en mandag. Vi gik gennem en gade hvor der var små butikker på hver side, som hver især solgte alt muligt. Derudover var der masser af folk som sad ved fortovet (eller, der hvor fortovet burde være, men hvor der bare er en rende i vejen) og solgte grøntsager fra kurve og bøtter. Så var der masser af folk som gik og råbte om noget de gerne ville sælge, der var folk som gik rundt for at købe noget af alle de her sælgere og så var der også biler som skulle igennem dette mylder. Og midt i det hele kom vi gående. Jeg kan altid se Kris i et menneskemylder fordi han er noget højere end gennemsnitsmanden hernede. Derudover kan han ikke løbe fra det lyse hår.
Vi gik langs de små butikker for ikke at blive kørt ned, og lagde mærke til at man kunne gå ind mellem nogle af dem. Vi gik ind imellem nogle tasker der hang ned fra loftet og måtte bukke os for ikke at få ind i dem. Inde bagved gemte der sig en labyrint fyldt med små boder. Alle vi gik forbi sagde “Que buscar” som betyder noget ala “hvad leder du efter”. Vi svarede med et “hola” og lod som om vi ikke forstod dem (så er det nemmere at gå forbi). Herinde kan man finde alt. Den ene butik/bod sælger tennissko og støvler, den næste sælger gryder, potter og pander, den næste sælger makeup og Bluetooth højttalere og rundt om hjørnet ligger der en slagter, som har råt kød til at ligge på et bord omkranset af metalnet, som har til formål at tage de værste fluer. Der er det meste. Lige udover støvler større end str. 42.

Efter at have researchet på Antigua og bestilt busbilletter gennem vores nye billet pusher, hvis telefonnummer vi fik i Lanquin (ca. 100 dkr for 6 timer i bus) gik vi ud for at finde noget aftensmad. Mange af de butikker vi var gået forbi om dagen var nu lukket, og vi var lidt i vildrede om hvor vi skulle gå hen for at få noget godt og billigt mad. På vores vej gik vi forbi en lille rød madvogn hvor der bagved stod en ældre herre og en dreng på ca. 10 år. Manden sagde ‘Buenas noches’ og vi gik faktisk videre. Men maden duftede godt, og manden virkede rigtig sød, så vi vendte om og gik tilbage. Dette viste sig at være en rigtig god beslutning.
Manden hedder Jesus (det er der mange der hedder hernede). Han er fint klædt med forklæde og hat. Han har kun en tand i overmunden men det stopper ham ikke i at smile imødekommende. Han har gang i en sandwich med noget forskelligt fyld og vi bliver enige om at prøve det, selvom begge vores maver har opført sig lidt mystisk i dag. Jesus laver maden og drengen tager imod penge. Det er tegn på at der er fokus på hygiejnen.
Vi giver 8,5dkr pr person og får derudover også en meget sød kop kaffe. Sandwichen består af guacamole, syltet kål, forskellig pølse varmet på en grill og skåret i mindre stykker, sennep, mayonnaise og lidt stærk chilisauce (hvis man er til det – det er Kris!). Brødet bliver også varmet på grillen så det er helt sprødt. Det smager sygt godt. Interesseret i hvad det mon er, om det mon bare hedder “sandwich” på spansk, spørger vi ham og han svarer at det er noget der hedder en “hot dog”. Vi har en god samtale med ham på det spanske vi nu engang kan. Det er hans barnebarn som hjælper ham. Han siger at det er godt til barnebarnet, som hedder Aron, at hjælpe ham i stedet for at spille på sin telefon. Vi snakker om det mad han laver og om Semuc Champey hvor vi var dagen forinden. Vi snakker om at det er koldt i Coban, og han siger at det er et godt klima til at gro kaffebønner. Vi fortæller at der også er koldt i Danmark men at der ikke er bjerge ligesom her. Han henter en avocado som han giver til os og forklarer at vi skal putte den i jorden i Danmark og efter 30 dage begynder den at gro. Efter 3 år kommer der avocadoer på træet. Vi siger tusind tak til ham og fortæller at det sner i Danmark så den skal nok være i en potte indenfor. Han nikker og forklarer med sine hænder en stor potte fyldt med jord og nævner igen de 30 dage og de 3 år. Han er en meget venlig mand. Da vi vil give ham nogle drikkepenge for den gode service og avocadoen, peger han mod sit barnebarn. Det at gå ud for at få noget aftensmad blev for os en autentisk oplevelse, hvor vi kunne bruge vores spanske til at kommunikere med en lokal mand. Dette var aldrig sket hvis ikke vi kunne snakke lidt spansk. Så havde vi spist vores mad kun i selskab med hinanden, men her var det i selskab med to guatemalanere som gerne ville fortælle om livet i Coban.

D. 11/2-2019

/En mæt Anne Louise