En meget smuk koloniby med en tumult historie
Ikke langt fra hovedstaden Guatemala City ligger byen Antigua. Antigua var engang hovedstaden i Guatemala, men blev fra 1500-1700 flere gange delvist ødelagt af jordskælv. I 1773 blev byen igen ramt af et jordskælv som var så omfattende at man i 1776 besluttede at flytte hovedstaden til det som vi i dag kender som Guatemala city. Deraf også navnet Antigua, som henviser til at det er den gamle by. I Antigua bor der ca. 45.000 mennesker og byen har hele året mange turister og frivillige boende.
Byen kan en hel del. De fleste mennesker som har forsøgt at sælge noget til os, vil gerne sælge spansktimer. Eller vulkanvandringer. Antigua er kendt for at have rigtig mange skoler hvor du kan købe 20 timers spansk undervisning for ca. 500 kr. Det har ikke været vores intention med at besøge byen, da vi hellere vil øve vores spansk mens vi udforsker byen, i stedet for at bruge 20 timer på at gå i skole igen og lave lektier. Derudover har Antigua lige det mad du craver efter 1, 2, 3 måneders rejse: kinesisk, thailandsk, indisk, sushi, burgere, crepes med kød, crepes med is, salater, smoothies og alt muligt andet lækkert.
Det første sted vi boede i Antigua var Casa de la Maria. Her i Antigua er der mange home stays eller Bed&Breakfasts hvor man bor hos en lokal person eller familie som har værelser de lejer ud. Maria var en dame i 60erne som vist nok ejer en restaurant i en anden by, derudover ved vi ikke om hun havde noget arbejde. Hun havde en mand, som også boede der, samt to hjælpere/tjenestepiger. De lavede mad, vaskede tøj, fodrede hunde og papegøjer og hjalp til i huset. Udover os, boede der 3 andre personer rimelig fast i huset, som alle arbejdede med engelsk undervisning til folk, primært fra Guatemala, som gerne vil lære at tale engelsk. Der var derudover 3 andre værelser som blev brugt til udlejning til gæster. Hos Maria betalte vi os fra at få et godt måltid aftensmad og en ægte Guatemalan morgenmad, bestående af scrambled æg med løg og tomat, en mos af blendede bønner, friturestegte bananer, helt hvidt brød, en skål med frisk frugt, friskpresset appelsinjuice og kaffe. Morgenmaden kostede ca. 23 kroner.
Efter to overnatninger her skiftede vi til en anden Airbnb fordi vi gerne ville have et køkken så vi selv kunne lave mad (så kan man spise billigst muligt) og så ville vi også gerne have et sted at være udenfor. Derfor fandt vi et hostel som havde en tagterrasse (med hængekøjer) og det var ok billigt.
De første dage i Antigua brugte vi på at udforske byen med de mange muligheder. Byen er delt op med nogle store gennemgående veje samt en masse tværgående, så den er ret nem at finde rundt i. Bygningerne hernede minder lidt om nogle af de byer vi har besøgt i Mexico, med huse som ligger helt tæt op af hinanden, og som alle har forskellige farver. Fortov er heller ikke noget de gør i her i Guatemala, og vi føler os ofte udfordret i at vælge at gå rundt. Fortovene er for det første rigtig smalle. Derudover er der mange bygninger som har en slags vindueskarm udenpå deres hus, med et gitter på, så vinduet stikker også ud. Og udover det står der lygtepæle og andre pæle midt på fortovet. Men vi hænger i, og går alle de steder hen vi kan! Man skal jo spare hvor man kan… Alle vejene er belagte med brosten, så både biler og scootere kører ikke så hurtigt. Der er også rigtig mange ruiner og i Antiguas storhedstid var der omkring 150 kirker i byen.
Vi tog på chokolademuseum, og læste os frem til hvordan man høster kakaobønnerne og til sidst laver dem til chokolade. Der var også smagsprøver. Winwin! Derudover besøgte vi det lokale marked. Markedet i Coban var stort og ligesom en labyrint, men det her marked… Det er gigantisk. Går man ind fra den største gennemgående gade kommer man ind til små boder med sko. Går du længere ind kan du købe alt fra papirs-krymmel til din piñata, dvd’er (brændte selvfølgelig) genbrugstøj og sko i lange baner, falske efterligninger af både støvler og tennissko og så selvfølgelig frugt, grøntsager, kød, ris, bønner, toiletpapir, sæbe, smykker og alt derimellem. Markedet besøgte vi et par gange for både at købe mad og tøj.
Derudover gik vi en tur op på en bakke til udsigtspunktet Cerro de la Cruz, for at se byen oppefra. Vi besøgte en kaffeplantage for at lære om processen med at høste bærrene som senere bliver til kaffebønner og som derefter bliver til en god kop kaffe. Det var spændende at se processen og lære om hvor komplekst det egentlig er at lave en kop kaffe. Vi gik rundt i byen og iagttog. Byen er ikke en 100% turistby, selvom man godt kunne fristes til at tro det. Der er mange lokale mennesker som også bor her og færdes i byen både dag og aften. Det kan vi godt lide, så det ikke kun er en by til turisterne. Der er mange gadesælgere i Antigua. Det er mest lokale kvinder som sælger selvkreerede maya-ting: tasker, punge, penalhuse osv i et specielt mønster. De har dog alle sammen præcis de samme ting, så vi mistænker lidt varerne for at være fra en fabrik i Kina. Men det er nogle fine ting. Kvinderne sidder på gaden eller går rundt med et stort stykke stof fyldt med varer, eller en stor plastikkurv på hovedet fyldt med grøntsager og frugter. Det får en til at tænke på hvor priviligerede vi er i Danmark.
Vi havde hørt omkring det her projekt “Maya pedal” gennem de to engelske piger vi mødte i Lanquin. Det ligger kun 10 km fra Antigua, så vi besluttede at tage en af de lokale “chicken busses” derud. Vi fandt den rigtige bus efter lidt søgen blandt måske 30 busser i forskellige udsmykninger og satte os ind. Bussen kører først når den er nogenlunde fyldt, så vi ventede nok 20 min inden vi begyndte at bevæge os. På de 20 min kom der flere forskellige folk ind i bussen som gerne ville sælge bananchips, coco fresco (frisk kokos juice) og alt muligt andet. Der kom en mand ind som snakkede om jesus og gud og velsignede os alle sammen. Men han ville også gerne have nogle penge. Så kom der også en brandmand ind som samlede ind til frivillige brandmænd. Og en anden mand som gerne ville have penge fordi… Noget med at han havde to piger og manglede mad. Det er en oplevelse man med garanti aldrig vil opleve i Danmark. Da vi kørte afsted blev bussen hurtigt fyldt op, og det som vi troede var 2-personers sæder blev hurtigt til 3 eller 4-personers sæder .
I vores jagt på Maya pedal i en lille landsby, blev vi hilst velkommen af stort set alle vi mødte. Vi mødte blandt andet tre mænd som kom riddende på heste med gummistøvler og cowboyhatte på.
Efter lidt søgen fandt vi Maya pedal. Det er et projekt som har eksisteret i 20 år, som transformerer gamle cykler om til maskiner, så man eksempelvis kan bruge en blender selvom man ikke har noget strøm – det er bare med at padle derudaf. De har ca 20 forskellige maskiner som de sælger, herunder også en cykelmaskine som på en eller anden måde kan sættes til en brønd og samle vand fra op til 30 meters dybde. Det er jo en mega god ide til alle de fattige landsbyer som ikke engang har strøm. Vi var meget imponerede over projektet og især for Kris var det fedt at se hvordan man kan lege med cykler.
Derudover har vi også været på en fantastisk tur op på toppen af en vulkan. Det kan I læse mere om i det næste indslag, men her får I lige lidt billeder fra Antiqua.



D. 17/2-2019
/Antikke Anne Louise