I et telt med en ildsprydende Vulcan Fuego som nabo
Vi ligger i skrivende stund her, i et telt med 4 andre rejsende. Fremmede mennesker, og så alligevel ikke. For i dag har vi noget tilfælles. Vi ligger alle 6 lige nu godt sammenkrøllet i vores soveposer for at skærme os for den kulde natten har bragt med sig. Udenfor teltet har temperaturen nemlig sneget sig ned på – 3°C, selvom den inden solnedgang var tæt på de 20°C. Sådan svinger temperaturen åbenbart når man befinder sig i omkring 3500 meters højde, på siden af en af Guatemalas for længst udslukte vulkaner.
Selvom vi ikke havde mødt hinanden før denne morgen føltes det som om vi allerede kender hinanden. Der er unge Tim fra Tyskland på 19, som er veganer og utroligt moden af sin alder. Parret Klaus og Rita fra Tyskland, som lige nu er 8 måneder inde i en halv jordomrejse, hvor de kører fra Alaska til Argentina. Rita i et VW rugbrød og Klaus på en gammel BMW GS650 motorcykel. Til sidst er der Ingrid fra Holland som taler spansk og har rejst rigtigt mange af de samme steder som jeg har. Derudover er der vores lokale guide Timothy på 52 år, som gennem de sidste 15 år har ledt rejsende sikkert gennem den hike vi lige nu befinder os midt på.
Dagen startede kl. 8.00 med morgenmad på vores Bed&Breakfast – pandekager med frugt, kaffe og scrambled æg på Guatemalan style, altsammen lavet af to franske frivillige. Vi blev hentet kl. 9-ish i en minibus, hvor alle vores nye rejsevenner allerede sad. Med fuld gas gennem Antiguas smukke stenbelagte gader ankom vi hurtigt til dagens første stop – turistbureauets hovedkvarter. Da vi havde bestilt turen gennem vores nuværende vært Shaun, kendte vi kun navnet på vores turbureau: “GT adventures”. GT har åbenbart hovedkvarter i udkanten af byen, og sælger friturestegte kartofler som en lille sidegesjæft (vores chauffør skulle lige have nogle). Vi udfylder en seddel med spørgsmål om vores formål med turen, betaler 50 Quetzales for indgang til Acatenangos nationalpark, får udleveret to bøtter mad hver og bliver spurgt hvorvidt der er nogle der skal låne noget grej til turen. Ingrid og Rita låner hhv. en jakke og en taske – begge dele noget som sandsynligvis blev produceret først i 80’erne og efterfølgende solgt i en Walmart i USA. Turen vi skal på er en 2 dages hike op ad den udslukte vulkan Acatenango. Højdemæssigt skal vi gå fra ca. 2300 meter og helt op til 3976 meters højde over havets overflade. At få noget konkret information om netop denne hike har været svært. Især information omkring hvilket grej man skal have med, for ikke at fryse om natten (at der for 2 år siden døde 6 personer på netop denne rute pga. kulde gør ikke denne informationen mindre relevant!). For en sikkerheds skyld har vi derfor været forbi Antiguas enorme marked, hvor mindst 30 af de mange hundrede sælgere har deres små stande fyldt med amerikansk genbrugstøj.
Minibussen fortsætter efter et stykke tid videre mod udgangspunktet for vandredelen. Vi bliver alle sat af hos en lokal familie, som på en eller anden måde har en forbindelse til GT. Hos familien er der mulighed for sidste toiletbesøg (mere eller mindre et hul i jorden), og for at leje hat, handsker og vandrepinde. Tidligere vandre erfaringer får os til at leje en vandrepind hver. Her støder vores guide Timothy også til. En lille og ydmyg mand. Det er utroligt at tænke på at han de sidste 15 år, to gange hver uge, er gået op og ned ad den vulkan vi lige nu står og ser på – så kan man tale om et fysisk hårdt job!
De næste to timer byder på sved på panden, mens vores lille gruppe roligt bevæger os op ad Acatenango snævre stier. Først gennem ørkenlignende terræn, dernæst jungle og til sidst nåleskov. Klaus der for nyligt har gennemgået knæoperationer sørger for at vi andre får rigeligt med pauser. Det passer os alle fint, for vi ved at vi nok skal få brugt vores energi på den sidste del af turen. Det betyder også at vi er den bagerste gruppe og derfor har sporet for os selv. Desuden føler vi os ret heldige, da alle de andre grupper ser ud til at være væsentligt større end vores. Efter de 2 timer overrasker Timothy os med vores frokost. De få grøntsager vi har båret i små plastikbokse indtil nu er nemlig blot ingredienser til den STØRSTE burrito vi endnu har sat tænderne i på denne tur – muy bueno!
Et højt brag
Efter yderligere 3 timers vandring lyder der pludseligt et højt brag! Vi kigger på hinanden og udbryder “Fuego?!” Selvom vulkanen Acatenango vi lige nu vandrer på er en stor oplevelse at få lov til at bestige, så er den virkelige stjerne på denne tur i virkeligheden Acatenangos yderst aktive nabo Vulcan Fuego. Fuego er en stratovulkan, som man kan sammenligne lidt med en meget urolig teenager. Den har ofte været i udbrud siden de spanske conquistarer kom til Guatemala (Mayaerne nedskrev ikke noget, eller hvis de gjorde, så brændte conquistarerne det). De seneste udbrud var: 2012: 33.000 tusinde indbyggere fra små byer nær vulkanen blev evakueret pga. høj aktivitet fra Fuego som sendte lava 600 meter ned af sine skrænter. 2015: 100 mennesker evakueres og Guatemalas City’s lufthavn lukkes. Juni 2018: Et udbrud overrasker alle og 159 mennesker mister livet, da en blanding af lava og mudder strømmer gennem en lille landsby. November 2018: Massive evakueringer omkring vulkanen igangsættes, da et formodet større udbrud er i vente – det kommer dog heldigvis ikke. Vi havde på forhånd hørt at man kunne se Fuego i udbrud fra Acatenango, men havde heldigvis ikke set nogle billeder af det, for efter at dreje rundt om det næste sving var han der – Fuego! En cylindrisk røgsky stod op af vulkanens top, mens mere røg pumpende op nedefra. Et fantastisk og meget uventet syn – vi havde på ingen måde troet at vi nogensinde ville komme så tæt på en vulkan i udbrud (heldigvis kun små udbrud!).
Første syn af Fuego
I basecamp
De næste 20 minutter går med at samle brænde fra de mange tørre og døde nåletræer, som dækker vulkanens sider, og på at gå det sidste lille stykke hen til vores basecamp i godt 3500 meters højde. Basecampen består af et stort 10 personers telt samt et lille bålsted med tag over. Tilsyneladende har hvert selskab deres egen lejrplads og vi kan kun lige høre en af de andre camps fra vores bådplads. Fra bålpladsen har vi direkte udsigt til Fuego. Timothy får hurtigt startet et bål, for så snart solen går ned bag horisonten falder temperaturen drastisk! Heldigvis fandt vi hos genbrugstøjshandlerne et par varme ting at tage på (dog ikke de mest moderne, og er ret bekymret for at mine jule-leggings oprindeligt blev produceret med piger som målgruppe). Timothy går i gang med at lave vores aftensmad, pasta med salsa og parmasanost, over det lille bål. Alt imens kan vi høre og se Fuego buldre en gang ca. hvert kvarter. Nogle gange lidt – andre gange mere! Oftest kommer der kun en røgsky ud, men ved de større eksplosioner kan man decideret høre og se store sten rulle ned af vulkanens stejle kanter mens en enorm røgsky skyder op.
Vores lækre varme tøj!
Lille udbrud i Fuego
Lava, chokolade & ristede skumfiduser
Stille begynder solen at gå ned bag Acatenango. Lyset begynder at skifte farve og få nuancer af orange og pink. Alt imens buldrer Fuego videre kun 2.7 km væk fra vores lille lejrbål. Timothy, som viser sig at være en ganske god vært, byder på rigtig varm chokolade (fyldt med sukker og kanel) og skumfiduser til ristning over bålet. Her sidder vi – 6 fremmede, også alligevel ikke… Rundt om et bål og ser dagens sidste lys stille forsvinde.
“Boom!” Der var en høj eksplosion. Vi ser alle over på Fuego og der er det! Rødglødende lavasten som bliver skudt halvtreds meter op i luften, for derefter højlydt at rulle ned af Fuego’s sider. Som en kæmpe raket der bliver skudt af nytårsaften. En raket der kun eksploderer med røde og orange nuancer. Alt imens fungerer lyset fra Fuegos krater som et enormt lejrbål som efterfølgende lyser røgskyen nænsomt op. Efter at have iagttaget dette spektakulære naturfænomen i et par timer ser vi på klokken, den siger 21-ish, så vi hopper lige på hovedet i seng.
Mellem udbrud i løbet af aftenen, hvor man rigtigt kan se lavastenene
En nat med Fuego som nabo
Og her ligger vi så. Fuego sørger for at vække os engang imellem, helst lige når vi er blundet lidt hen. Klaus, den tyske motorcyklist, sørger for at holde os vågne med sin højlydte snorken indimellem de større brag. At ligge så tæt på en aktiv vulkan (præcis 2.74 km) er i grunden lidt vanvittigt. Hvis vulkanen skulle bestemme sig for at gå “rigtigt” i udbrud, så ville vi nok ikke kunne gøre meget mod de lavasten der ville komme flyvende hen over os. En risiko man ofte glemmer er konstant for de mennesker som bor her fast. På det punkt er Danmark lidt speciel – godt pakket ind i bobleplast fra de fleste seriøse naturkatastrofer. Den eneste der formår at få sovet gennem natten virker til at være Klaus. Jeg sover ca. 1 time, Anne Louise måske 2 og Ingrid slet ikke.
Det sidste stykke op
“Riing, riing!” Klokken er 04.00 og lyden kommer fra Tim’s ur. Det er tid til at stå op og gå de sidste godt 400 meter opad. Godt trætte vælter vi alle ud af teltet. Anne Louise får pakket sine 3 soveposer sammen (jeps, hun er en frossenpind!). Timothy har allerede fået gang i bålet, så det er klar til at lave kaffe på når vi kommer tilbage. Vi pakker en lille taske og afsted det går. Timothy mener det vil tage godt 1 time og 45 minutter at nå toppen. Vi er nu over trægrænsen, så underlaget består udelukkende af små løse vulkansten (med overraskende meget jern i, for de små sten sætter sig fast på magneten til min Camelback™). Gruset glider, så det er hårdt at gå opad! Efter ca. 5 minutter vender Klaus om og også Anne Louise begynder at få det rigtigt dårligt. Hun har hovedpine, kvalme og hendes hænder ryster – klare tegn på højdesyge. Hun har ikke drukket ret meget vand det seneste døgn, hvilket er vigtigt når man bevæger sig rundt i højden. Dehydrering + vandring i højderne = at få det meget dårligt. Vi har medbragt masser af vand og elektrolytter. Efter at have indtaget et miks får hun det meget bedre. Vi følger planen og når toppen lige tids nok til at se solen bevæge sig op bag horisonten. Fuego er i baggrunden, et skydække ligger som et blødt tæppe hen over dalen og lige hvor solen går op er majestætisk Volcan Agua (endnu en udslukt vulkan – denne med den perfekte kegleform). Synet er ude af denne verden. Simpelthen magisk.
Turen ned
Turen ned er ikke for børn. Ned til basecamp føltes det som om vi står på ski i det bløde grus. Den bedste måde at kontrollere situationen på virker til at være ved at løbe. Anne Louise virker ikke til at helt have fanget teknikken og ryger på bagdelen omkring 8 gange. 20 minutter senere rammer vi basecampen. Kaffe over bål og en peanutbutter/marmelade sandwich senere er vi på vej de yderligere 2 ½ time ned ad Acatenango. Turen går fint, men er meget hård for knæene. Vi oplever nu også ulempen ved at vi ikke har medbragt hikingsko, men i stedet vandrer i hhv. Vans og Nike løbesko (uden mønster under). Vi vælter begge flere gange pga. et hårdt spor og nogle meget små løse sten. Vi klarer den dog uden de helt store skrammer og fanger shuttlebussen tilbage til Antigua kl. 11.00.
24 timer tog denne fantastiske hike, som vi vil anbefale til alle der ligger vejen forbi Guatemala.
D. 17/2-2019
/Vulcan Kris
Kris og Anne Louise på nye eventyr 