16: Quetzaltenango (Xela)

At miste vejen, for så at finde en ny vej og et midlertidigt hjem

At rejse i længere tid vil for mange (som ikke har prøvet det), sandsynligvis lyde som én lang ferie! Problemet er bare at det ret hurtigt bliver kedeligt at ligge på en kridhvid strand og drikke Mojito’s – i hvert fald i længden! Man bliver derfor nødt til at rejse rundt i de lande man besøger og da man ikke kan besøge alle steder, bliver man nødt til at beslutte sig for hvor man gerne vil hen. Alas! Et af den rejsendes store dilemmaer – beslutninger! Man skulle tro at internettet gør den slags nemmere med alle de anbefalinger man kan finde på diverse forums, blogs og i rejseguides – men nej! Man får simpelthen kastet alt for meget information i hovedet. Vores favorit måde at få ny information om nye destinationer er derfor gennem andre rejsende. I San Marcos ved Lake Atitlan oplevede vi dog at stå helt uden en idé om hvor vi gerne ville tage hen. Skulle vi tage ud mod kysten? Tilbage til Mexico? Videre op i højlandet? Skulle vi blive boende San Marcos? Skulle vi tage en bus til den næste store by 2 timer nordpå? Skulle vi tage en båd til Panajachel, hvor det måske var nemmere at finde en forbindelse til steder længere væk? Skulle vi tage en båd til en af de andre byer rundt om søen, for at se om vi bedre kunne lide dem? Et rigtigt stort “rejsekryds”, hvor hver beslutning ville kunne få vidt forskellige udfald for resten af rejsen…

Vi endte med at tage en båd til den nærmeste by San Juan. Her havde man mulighed for at købe lokalt lavede tøjartikler og især Anne Louise ville gerne se dette på lidt nærmere hold. Hurtigt fandt vi dog ud af byen ikke var værd at blive i, så vi begyndte at se på muligheder for at kunne komme videre. På vores gebrokkent spansk (som dog er blevet bedre.. ) fandt vi ud af der kun 20 minutter senere ville gå en lokal bus til Quetzaltenango, som er Guatemalas anden største by. En hurtig afvejning af vores muligheder og vi besluttede os for at hoppe ombord på denne bus.

Quetzaltenango og Casa Seibel

To timer senere i hvad der viste sig at være, til trods for en manglende affjedring, en ganske behagelig bustur, ankom vi til Guatemalas anden største by Quetzaltenango. Byens navn i daglig tale er Xela, hvilket er dens oprindelige navn på den lange kala Maya dialekt. Vi blev sat af cirka 2 kilometer udenfor det absolutte centrum af byen. Dette passede os fint da vi endnu ikke havde et sted at bo. I bussen var der godt nok en lokal gut, som havde tilbudt os at bo hos ham og hans familie, men for en sikkerheds skyld (og fordi vi gerne ville møde andre rejsende, som forhåbentlig ville kunne hjælpe os med at finde næste destination) valgte vi at takke nej og nøjes med at få hans telefonnummer.

Efter at have gået et par blokke blev vi hurtigt bevidste om at det her helt sikkert var en storby. Biler, busser og store gader med flere spor resulterede i en konstant lugt af uforbrændt diesel og benzin. Især de mange “chicken busses”, som er pensionerede amerikanske og canadiske skolebusser sørgede for at bidrage til denne lugt (disse busser vil vi komme nærmere ind på i næste indlæg, efter at have stiftet endnu mere bekendtskab med dem). Efter at have fundet parque central América, som viste sig at være en ganske flot park med nogle imponerende og anderledes bygninger fra hvad vi ellers har set på denne tur, var vi heldige at falde over et Hostel kaldet Casa Seibel.

Casa Seibel endte med at blive vores hjem de næste 4 nætter – noget som vi bestemt ikke havde regnet med da vi ankom til Xela. Casa Seibel viste sig at være et hus med 140 års levende historie, som stadig kunne ses alle steder. Huset har overlevet flere jordskælv og endda da den meget nære vulkan Santa Maria leverede et af de kraftigste udbrud i det sidste forrige århundrede (i år 1902). Oprindeligt blev huset købt af to velhavende søstre. Kvinderne lejede et værelse ud til et ægtepar og havde også nogle forskellige dyr på matriklen. Parret blev på et tidspunkt gravide, men da damen skulle føde døde hun desværre og manden stak derefter af. De to søstre tog det lille barn til sig og opfostrerde hende som deres egen datter. Pigen kom til at hedde Victoria. Efterfølgende blev begge søste gift og fik selv børn, og de fortsatte med at bo sammen i det store hus som én stor familie. Huset gik i arv til Victoria og endnu et par generationer senere er huset nu gået i arv til Victorias børn, da Victoria er flyttet til Antigua pga. dårligt helbred og behovet for at være tættere på sin familie. Huset stod ubrugt i næsten et årti, indtil familien valgte at enten ville sælge eller leje huset ud. Da det ikke lykkedes at finde nogle købere de havde lyst til at sælge til (af etiske grunde) valgte man istedet at leje huset ud. Familien fandt en partner de synes de kunne stole på (en lokal kvinde og hendes mand fra Seattle, USA). Det var dog flere krav som fx at visse møbler og religiøse symboler som billeder af den sidste nadver og jomfru Maria ikke måtte fjernes (fx står der et piano i et af de udlejede værelse). De nye lejere rykkede ind i 2014 og valgte at konvertere stedet til et hostel. I dag bestyres det af en svensker, Jen, som selv var gæst på hostellet for et par år siden – og som blev forelsket i stedet.

Casa Seibel blev som et lille hjem. Noget kun få af de steder vi har besøgt, har fået os til føle. Umiddelbart virkede de mennesker der vælger at tage til Xela også til at være mere “seriøse” rejsende (noget de også nævner i Lonely Planet). Byen er langt mindre turistet end stort set alle andre større byer vi har besøgt i Guatemala – måske med undtagelse af Cobán. Alligevel har byen en infrastruktur for turister, som alligevel gør det lidt nemmere at finde forskellige aktiviteter.

At vi skulle ende med at overnatte 4 dage i denne by, som oprindeligt blot var tænkt som et transitpunkt, havde ingen af os vist regnet med.

Markedet i San Francisco

På dag nummer to besøgte vi det lokale fredagsmarked i byen San Fransisco. Vi drog afsted med en chicken bus hvor vi startede ud som de eneste i bussen (noget som vi senere finder ud af er en sjældenhed i Guatemala!). Markedet skulle være det største i Guatemala da lokale farmere fra nær og fjern tager turen ind til byen. Det går rask med at komme frem til San Francisco og vi finder hurtigt frem til selve markedet. Det er ikke så svært da hele byen tilsyneladende er blevet lukket ned og markedet strækker sig rundt i alle byens mest indre gader. Der er små boder over alt! Kvinder i det smukkeste broderede og farverige tøj sidder side om side og forsøger at sælge deres varer til de handlende. Nogle gader er fyldt med grøntsager, andre frugt, kød, tøj eller noget helt andet. Boderne er overalt og der er hundredvis af dem! Vi er desværre lidt sent på den, så mange af boderne er allerede lukket. Mange mænd kommer slæbende med ekstremt tunge ting på ryggen; et skab, en kæmpe sæk med grøntsager, tekstiler eller andet. Det er vanvid at se på. Vores gæt er at dette job er nogle mænds eneste levevej og man kan tydeligt se hvordan deres krop har taget skade af det ekstremt hårde arbejde. Markedet er så langt fra hvad man ser i Europa, men hvor er det dejligt at se Guatemalaerne holder fast i deres kultur!

Vulcan Santa Maria

På dag nummer 3 i Xela har jeg besluttet at ville bestige den meget nærliggende vulkan Santa Maria. Vulkanen er næsten 4000 meter høj og på hiken til toppen skal man ca. 1300 meter opad (og nedad bagefter). I stedet for at tage en guidet tur vælger jeg at pakke en let rygsæk med lidt snacks og 2.5 liter vand og klare turen på en morgen/formiddag. Efter en lille tur i en chickenbus ankommer jeg til byen foran vulkanen. Her følges jeg med lokale farmere op ad vulkanens nederste del en halv times tid. En gammel mand på mindst 70 og stadig med en hakke ved sin side er ivrig for at fortælle mig hvilken vej der er den rigtige vej og spørger derefter ydmygt efter et par pesos som tak. Her på bjerget er der ingen tvivl om at det er meget fattige mennesker der arbejder hårdt hver dag for blot at de og deres familie kan eksistere. På en eller anden måde er det både livsbekræftende og skræmmende og sætter derfor mange ting i perspektiv. Det er et liv så langt fra det vi kender i Danmark, men er det derfor nødvendigvis et dårligere liv?

Turen op ad vulkanen går relativt nemt med de få kilo på ryggen. Jeg indhenter flere lokale på bjerget, hvilket jeg ikke havde regnet med. Umiddelbart er hiking nemlig ikke en aktivitet mange Guatemalanere gør så meget i. De sidste 100 meter byder på pink-ish lava fra udbruddet i 1902 og er derfor et vidnesbyrd om vulkanens voldelige fortid. I baggrunden kan jeg høre et brag, som stammer fra en af Vulkanens nye kanaler, der vist skulle være en af de mest aktive i verden. Desværre er der fyldt med skyer, så jeg kan ikke se lavaen, krateret eller den store mængde røg der sandsynligvis står op af kanalen.

På toppen møder der mig et meget uventet syn! Op mod 100 lokale er godt i gang med at lave ritualer som ser ud til at både indeholde dele fra kristendommen og Mayakulturen. De synger, græder og messer i grupper foran små altre af blandt af blomster. Efter lidt mere efterforskning finder jeg ud af at vulkanen er et meget helligt sted for de lokale. Noget af en tur man skal på for at kunne bede til sin gud her! Jeg må indrømme jeg er dybt imponeret over de lidt ældre kvinder der er kravlet helt herop i sandaler!

For ikke at forstyrre for meget smutter jeg lidt ned af en af Vulkanens sider og begynder at skære min medbragte mango ud. En lækker præmie for at have nået toppen. Jeg venter endnu 30 minutter for at se om skyerne forsvinder (det skete ikke) og vender derefter snuden nedad igen.

Da jeg kommer tilbage til Casa Seibel har AL lavet bananpandekager – ikke nogen dum dag!

San Simón & hot springs

Den fjerde dag i Xela skal går med afslapning – det har man vist fortjent, når man har besteget en vulkan? Vi har hørt om nogle naturligt opvarmede hotsprings kun halvanden time væk fra byen. Vi hopper igen på en chicken bus og afsted det går! Udover at finde hot springs’ne har vi en anden hemmelig mission. Vi vil se om vi kan finde verdens sejeste helgen – San Simón! Helt præcis hvordan og hvorfor denne helgen er opstået er der flere gode historier om, men faktum er; han er helgen for alle dårlige og lidt hedonistiske vaner – alkohol, cigaretter og sex! En rigtig badass som kan findes i forskellige byer i Guatemala. Han repræsenteres forskelligt, men her med solbriller, hat og en masse øl og cigaretter som ofringer foran ham. Han flyttes hvert år til et nyt sted, så man skal gøre sig lidt umage for at finde ham. Det lykkedes dog efter at have spurgt et par enkelte lokale.

Efter lidt spørgen rundt omkring i byen, finder vi San Simon. Han bliver åbenbart flyttet en gang om året, sådan at alle har mulighed for at besøge ham. Han er en mannequindukke af en art, med cowboyhat, cigaret i mundvigen, et stort ølglas foran sig og omringet af masser af levende lys og blomster. Historien lyder på, at San Simon var en katolsk præst med stor trang til rygning og alkohol. Da andre katolske præster fandt ud af dette, smed de ham ud af kirken, og den kære Sam Simon startede herefter sin egen kirke, som endte med at blive meget populær. I dag besøger folk ham for at bede, og ofte har de cigaretter og sprut med, som de giver til San Simon. Ofte kan man også finde mænd som nyder en cigaret i San Simons nærvær, for at ære ham.

Efter at have hilst på San Simon, tager vi en meget lille bil op til de her hotsprings. Den lyder som en scooter men har plads til fire personer. Den kan max køre 60 km/t og den er vel det man vil kalde ret cute.
Her er der fyldt med lokale folk som griller og spiser og hygger sig. De bader i de forskellige hot springs og man kan godt fornemme hvor det varmeste vand er – der hvor flest mennesker samler sig. Efter en times tid vender vi snuden hjemad og leder efter en bus. Der er dog ikke flere busser som kører ned igen, og derfor må vi blaffe tilbage. Vi henvender os til et ungt par som har en bil og forsøger at spørge om de skal til Zunil, og om vi må køre med. Vi får svar tilbage på ret godt engelsk, at de skal til Zunil, men kører også igennem Xela, så vi kan køre med hele vejen. Fyren har boet og arbejdet i USA, derfor det gode engelske. Hans kone taler kun spansk. De bor normalt i Guatemala City men er på en lille ferietur. Vi har læst flere steder at man ikke skal blaffe i Guatemala, men i den her situation havde vi ikke rigtigt noget valg, og vi føler os også mere sikre når det er os der spørger dem, og ikke omvendt.
Vi havde en god snak med manden i bilen og lidt hans kone. Han fortalte at han arbejder som politibetjent og at han arbejdede med kidnapning. Der blev vi dog begge liiiidt paranoide. Sikke en historie at fortælle hvis man har tænkt sig at kidnappe to naive turister. Der var dog ingenting i det og de var rigtig søde. Han satte os af næsten i centrum af byen, men inden sikrede han sig at vi godt vidste hvor vi befandt os, så vi ikke blev sat af midt i ingenting. Og han ville ikke have nogen penge for det.

28/2-2019

/Kris