20: Mexico City

By, by, by og atter by! (Billeder kommer snart, når bedre internet)

Officielt bor der 22-25 millioner mennesker i Mexico City. Uofficielt er der nok et par millioner mere end det tal. Vi fløj ind over byen fra Puerto Escondido og kunne kigge ud af vinduerne fra en skyfri himmel og måbe over denne gigantiske by. Den skulle efter sigende arealmæssigt være på størrelse med Sjælland. Det tog kun en time at flyve hertil og det tog så også en time at komme fra lufthavnen til centrum af byen, selvom der kun er 6 km og lufthavnen i realiteten ligger inde i byen. Det fortæller noget om størrelsen…! Vi tog metroen og skulle skifte retning tre gange. Billetten til denne distance kostede 5 pesos (2 kr) pr. person. En pris der er til at have med at gøre og som DSB kunne lære lidt af!

Efter at have fundet et hostel ufattelig tæt på det ultimative centrum, og til en uovertruffen pris, tog vi en lille lur. Vi havde trods alt startet vores dag allerede klokken lidt i 5 om morgenen. AL havde været en lille smule bekymret for om at vi skulle misse vores fly ved at fare vild i lufthavnen, så vi tog afsted i rigtig god tid. Det viste sig dog at Puerto Escondidos lufthavnsterminal er på størrelse med banegården i Randers og derfor overhovedet ikke tog nogen tid at komme igennem.

Jagten på en fornemmelse for byen

Vores tre dage i Mexico City skulle planlægges meget mere end vi plejer. Vi kunne jo ikke rigtigt udskyde vores fly videre til Cancún, og derfor var vi også tvunget til at tage stilling til hvad vi gerne ville. Den første aften gik med at udforske området lidt. I CDMX (forkortelsen for Ciudad de Mexico) er der, som i så mange andre mexicanske byer, en stor firkantet plaza midt i centrum af byen, også kaldet en zócalo. Denne firkant er nogle gange fyldt med træer, stier, bænke, springvand og andet godt. Den kæmpe zócalo i CDMX, som skulle være en af de største i verden, var dog blot en bar plads med et gigantisk Mexicansk flag i midten. Helt nøjagtigt er flaget 28×50 meter og vejer 200 kg!

Der er rigtig mange kirker og katedraler i CDMX. Vi besøgte den store katedral inde lige foran den store zócalo og var meget imponerede. Katedralen var kæmpe og med et stort dobbelt orgel hævet langt over os. Søjlerne var rå, og loftet var malet i hvid og en lys grønlig farve. Det var smukt og på højde med nogle af Europas store katolske kirker. Noget specielt ved katedralen er, at også den delvist er blevet bygget af andre religiøse bygninger (ligesom i Mérida). Denne gang Aztekernes templer og pyramider, hvis ruiner stadig er at se kun et stenkast fra katedralen. Det er derfor ikke tilfældigt at denne metropolis ligger hvor den gør. Da de spanske conquistarer nåede hertil i deres kolonisering af Mellemamerika fandt de nemlig det mægtige Aztekerriges politiske og religiøse hovedsæde, Tenochtitlán. Denne gamle by ligner på skitser hvordan man forestiller sig Atlantis ville have set ud – som en Venedig med pyramider og templer! Hele CDMX er bygget ovenpå denne gamle by og den gamle sø er blevet drænet. Det har resulteret i at jorden er meget blød, og mange gamle bygninger er derfor sunket, så man føler at man går rundt inde i et hurlumhejhus når man besøger især de ældre kirker.

Vi gik forbi museet Museum de Bellas Artes og fandt frem til at der søndag er gratis adgang, og af den grund udskød vi besøget et par dage. Til gengæld tog vi elevatoren op i Sears bygningen overfor, hvor vi sad på en stor terrasse med udsigt over det smukke museum, som også indeholder en stor sal hvor der bliver optrådt med blandt andet ballet. Her fik Kris en god kop iskaffe og jeg fik en chai latte.

I CDMX er der butikker som H&M, Zara og Forever21, som også er i alle storbyer i Europa. Det har vi ikke set nogen andre steder, heller ikke i Cancun, så det viser også at vi er kommet til en ægte latinamerikansk storby. På vej tilbage mod vores hostel kom vi tilfældigt forbi et gammelt posthus, og sikke et sted. Aldrig har vi set et så smukt posthus. Det mindede lidt om elverbanken Gringots i Harry Potter bøgerne. Der var højt til loftet og der var fyldt med marmor på vægge og gulve. Alle borde og diske var indhegnet i smukt guldfarvet “hegn” som gik op til loftet.

Dag 2 – Religiøse komplekser fra vidt forskellige civilizationer

Vi stod tidligt op, for vi skulle jo have noget ud af dagen! Vi valgte at starte ud med at besøge pyramidekomplekset Teotihuacan. Teotihuacan betyder noget i retningen af: “Gudernes sted” og ligger ca. 1 time i bus fra Mexico City. Den største ruin i dette kompleks er den kæmpe store pyramide Piramide del Sol. Det er den tredje største pyramide i verden, og den måler 222×222 meter og er 70 meter høj. Komplekset her har årligt 4 millioner besøgende og er derfor det mest besøgte turistmål i Mexico. Pyramiden er ca. 2000 år gammel og stammer derfor fra et folkefærd før Aztekerne. Et folkefærd som tilsyneladende ofte lå i krig med Mayaerne sydpå – bla. Mayaerne fra Tikal i nuværende Guatemala. Man ved ikke ret meget om denne pre-columbiske civilisation, men afstandene og de efterladte bygninger fortæller lidt om hvor avanceret og stor den var.

Efter at have set disse ældgamle pyramider, var det tid til at se en anden religion..

I udkanten af byen CDMX ligger den gamle kirke Templo Expiatorio a Cristo Rey fra slutningen af 1600 tallet. Man kan tydeligt se udefra at bygningen her også er sunket og når man går ind i kirken kan man også nemt mærke at man går opad på gulvet. I virkeligheden er det imponerende at disse mange gamle bygninger ikke for længst er styrtet sammen – især fordi byen ikke kun er plaget af blød jord, men også jævnlige jordskælv.

(Indsæt billede af skævt kirkegulv)

Ved siden af denne kirke blev der i 1976 bygget en ny kirke som hedder Basilica de Guadalupe. Denne basilika og området omkring er en stadionstor og arkitekttegnet grund som har op til 20 millioner besøgende hvert år! Dette antal gør kirken til den mest besøgte i hele den kristne verden – og sat i forhold til andre religioner er den kun overgået af nogle japanske og indiske templer. Størstedelen af disse mange mennesker er pilgrimme, som valfarter til kirken især d. 12. december som er dagen for vor frue af Guadalupe. Vi var meget overraskede over at en kirke i Mexico City besøges af langt flere mennesker end selv Peterskirken i Vatikanstaten.

Denne nye bygning/kirke ligner ikke noget vi nogensinde har set før. Den er kæmpe stor, rund og taget går op i en spids i den ene side. Indeni er loftet dækket af en masse træstykker og under alteret kan man gå ned og se en meget berømt kappe i et maleri. Dette foregår ved at man stiller sig på et elektrisk rullebånd mens man stille og roligt bliver kørt forbi bagsiden af alteret. Det var lidt mystisk.

(billede af den nye kirke)

Efter at have været religiøst kulturelle på flere forskellige måder, var det tid til en anden form for kulturinteresse: Lucha Libre!

Lucha Libre og mænd med masker

“Let’s get ready to rumble!”. Lucha Libre er for mange et af de mest stærke kendetegn for den Mexico identitet. Navnet er dog knapt så kendt som billedet af en stor markeret overkrop med en farverig maske ovenpå, men begge er næsten synonymer for; Mexicansk Wrestling!
Lucha Libre er langt hen ad vejen som amerikansk wrestling. Det er et show hvor mænd kæmper mod hinanden i en lille boksering, men hvor resultatet af kampen langt hen ad vejen er arrangeret på forhånd. Det ekstra gode ved Lucha Libre er, at alt lige får en ekstra komisk dimension i form af de farverige masker, kostumer og andet sejt bling-bling.
Vi gik på forhånd hen for at tjekke arenaen ud, og for at tjekke billetpriserne. Arenaen hedder meget simpelt Arena Mexico, og kan huse helt op mod 16.000 wrestling fans. Da vi endelig fandt arenaen var klokken omkring 4 og masser af politi var allerede begyndt at stå ved de mange indgange til arenaen. Ved at smugkigge gennem tremmerne til indgangene kunne vi ane lys og lyd. De var helt sikkert i gang med at løbe showet igennem derinde! Vi skyndte os hen for at købe billetter. Billetterne blev til pladser på en af balkonerne, både så vi ikke kom for tæt på, men også fordi priserne på gulvet var væsentligt højere. Vores forventninger var høje og vi skulle helt sikkert have nachos og øl til kampen!

Efter et metrotog tilbage til vores hostel, en middagslur og optankning af tacos til maven samt en metrotur tilbage til Mexico Arena og BAM! Klar til wrestling! Hele området har ændret sig. Små boder er åbnet med spots på deres salgsvarer; Wrestling souvenirs. Masker af de mest kendte luchadores og masser af ting der kan larme og lyse virker til at dominere udvalget. Gaden har derudover ændret sig. Hundredvis af lokale fans, mange bærende masker, er tilsyneladende klar til at vise deres følelser – for stemningen er i hvertfald høj! Vi bliver lukket ind af indgangene, mellem masser af politi. En mand i jakkesæt kontrollerer os for våben og vores billet skannes. Vi skal sidde mellem indgang 11 & 12. Vi forsyner os hurtigt med nachos og lokal øl i et bære fyldt med chili og noget der minder om tomatsauce på kanten samt oste nachos.
Arenaen er væsentlig større end nogle af os havde forventet. Der er musik, letpåklædte damer på scenen (en scene som vores pladser åbenbart ikke har specielt godt udsyn til da vi i princippet sidder bag den…) og kanon god stemning. Mange pladser er stadig tomme, men som aftenen skrider frem, er salen helt fyldt med folk som hujer og hepper på deres favorit Luchador!
Foran os sidder en familie, som er taget til wrestling en fredag aften i stedet for at sidde hjemme. Familien består af bedstemor, bedstefar, mor, far, storebror på ca 3 år og lillesøster på ca 10 mdr. Vi bliver lidt distraheret af hende her lillesøsteren, da hun prøver at fange vores ben, smiler sødt og griner og oveni hatten er hun ved at lære at klappe hver gang det øvrige publikum gør det – dermed når en af disse wrestlere bliver udsat for et virkelig vildt move. Hun aner ikke hvad der egentlig foregår, men følger med i alt omkring sig og forsøger at kopiere hvad de andre gør. Drengen er tydeligvis mere bevidst om hvad der sker, og faren siger flere gange til ham “mira mira” som betyder “se se”. Disse to børn holder ud til kl 23.15 hvor kampen slutter. Det ville være totalt uhørt i Danmark! Både at tage sine små børn med til wrestling men også at de ikke ligger i deres senge og sover! Jeg (AL) er vild med at se hvordan liv fungerer forskelligt, og ikke nødvendigvis forkert, alt efter hvilken kultur du befinder dig i. Jeg gad dog godt at vide hvordan deres dag dagen efter har set ud, i forhold til søvn!

Mere eller mindre præcis kl. 20.30 går kampen i gang. En speaker går rundt i midten af ringen og præsenterer den første kamp. Luchadores kommer ind på scenen i hold af 3 og til stort bifald. Alle Luchadorerne har masker på og giver den fuld gas med akrobatiske wrestling moves. Personer flyver ind og ud af ringen og flere gange laver enkelte luchadores baglæns saltomotaler ud ad scenen for at lande oven på deres modstander. Publikum er relativt stille med undtagelse af når disse helt vanvittige teknikker bruges, og det er tydeligt at det på forhånd er aftalt hvem der gør hvad. Som kampen skrider frem dukker flere og flere fans op og arenaen bliver mere og mere fuld.

Dværge med masker

Næste kamp er dværge med masker der kæmper mod hinanden og til større bifald end fra den første kamp. Især en meget lille gut, Micro Man, virker til at være meget populær hos publikum – hvilket er den allerstørste sejr i wrestling og i princippet hvad det hele handler om. At kunne vække følelser hos publikum. Enten fordi man repræsenterer det gode eller det dårlige. Og ja, jeg (Kris) har muligvis set en lille smule for meget amerikansk wrestling på nettet som barn.

The main event

Som aftenen skred frem kom der flere og flere mennesker til og stemningen steg i takt hertil. Den sidste kamp var en tag-team kamp og med et bælte på højkant. Hold nummer et kom ind til stjernekaster og iført glimrende kostumer som Thor og Loke hvorimod modstanderne, Los Caballeros, kom ind til flammer og heavy metal (klassisk good vs evil). Folk var ellevilde og heppede på begge teams – dog mest på de onde? Kampen gik frem og tilbage i starten, men hurtigt fik Los Caballeros ovrrtaget. Dette stod på længe på længe indtil Los Caballeros hovere – så går det pludseligt galt! Thor og Loke kommer igen lægger en af Los Caballeros ned “Uno, dos, Tres!” dommeren erklærer kampen færdig og asgård brødrene vinder! Folk går amok i hele arenaen for the Underdog har vundet – perfekt wrestling. Der flyver konfetti ud af alle pælene ved ringen og pludselig kommer en frisør tilsyne. Los Caballeros skal åbenbart have klippet deres hår af, fordi de har tabt en titelkamp. Det er åbenbart håret der ryger, fordi deres masker allerede er blevet fjernet ved et andet nederlag. Los Caballeros når lige at nedlægge asgård brødrene en sidste gang, bare for at vise de ikke vil bøje sig. Håret ryger dog og vi tager hjem hurtigt derefter. En forrygende og anderledes aften med Mexicansk kultur på en anden måde.

Dag 3 – Hippe og fanget på en ø
Roma
Vi startede dagen ud med at tage metroen til det hippe kvarter “Roma”. Her går der mange “hipstere” rundt med deres hunde og man kan eksempelvis købe superfood og øl på specialølbarer. Området blev oprindeligt til, da de rige mennesker flyttede hertil fra centrum, for at få lidt mere ro. Roma er i dag en del af centrum, i og med at Mexico City er blevet så stor, men har alligevel en hel anden vibe over sig.

Der er rigtig mange parker i Roma, og flere af dem er fyldt med aktiviteter. Vi gik forbi en indhegnet hundepark, hvor man kunne slippe sin hund løs. Lige ude foran kunne man også købe en lille herreløs hundehvalp eller kattekilling gennem donation.

I en anden park huserede mange spejdere i røde, grønne, gule og blå farver. De lavede masser af forskellige aktiviteter. Synet bevidner hvor langt naturen er fra børn der vokser op her i storbyen.
En tredje park havde folk siddende rundt omkring med en picnickurv, en telefon, en kæreste, deres familie eller hunde. Ude foran sad en ung fyr og spillede guitar. Musikken var helt fortryllende og afslappende. Han var meget dygtig.

Hvordan kommer man væk fra en øde ø?
En anden ting de også har i Mexico City er escape rooms. Vi har sammen prøvet escape rooms i Budapest. Kris har prøvet det i Danmark og jeg har prøvet det i Polen. Vi synes det er mega sjovt og derfor skulle vi selvfølgelig også prøve det her i CDMX.

Rummet vi skulle bryde ud af hed Flight 13 og var rigtig godt lavet. Historien bag var, at vi var styrtet ned på en øde ø med et fly og skulle finde ud af hvordan vi kom derfra. SPOILER ALERT hvis du har tænkt sig at tage hertil og selv gennemføre rummet, skal du ikke læse videre!

Vi blev ført derind med lukkede øjne og da vi åbnede dem sad vi i en lille del af et passagerfly. Vi ledte efter tegn alle steder og fandt frem til at vi skulle trykke på fire knapper, med fire forskellige farver i en bestemt rækkefølge, og så var der en låge til et rum der åbnede sig. Herefter fandt vi flere tegn som til sidst bidrog til at døren ud til, lige pludselig åbnede sig. Det handlede meget om at placere bestemte ting på bestemte steder, som så udløste at en magnet slap et sted og en ny låge eller dør derfor åbnede, hvori et nyt clue til at komme videre befandt sig.

Da vi gik ud fra flyet landede vores fødder i sand. Rummet var mørkt, men vi kunne se at der var klipper på væggene samt palmer, kokosnødder, og et par små skure derude, på den “øde ø”. Der skulle flere tegn, gåder, numre og bogstaver til at få os gennem rummet, men efter 47 min lykkedes det os. Normalt har man 1 time til et rum, og vi har ikke før klaret det på under 1 time, så vi følte os ret seje. Især fordi vores “hjælpeperson” sagde det var den bedste tid i dette rum (vi tvivler dog!).

Coco og museum Bellas Artes
Om aftenen spiste vi indisk mad og så Disney filmen Coco. Den handler blandt andet om Dia de los Muertes i Mexico og var faktisk ret sjov at se nu vi er her, og har hele Mexico frisk i hukommelsen. Der var mange ting som vi kunne genkende fra dagligdagen hernede.

Dagen efter besøgte vi museet Bellas Artes. Lige pt har de to udstillinger: den midlertidige udstilling El Oje de Pariss (et øje i Paris) med fotografier af Brassai, samt en permanent udstilling, med store vægmalerier af blandt andet Diego Rivera, som var gift med den berømte maler Frida Kahlo. Efter et par timer her tog vi tilbage til lufthavnen for at tage til Cancun. Her har vi lige en overnatning inden vores næste eventyr begynder: Mystiske Cuba! Et land hvor vores forventninger ikke eksisterer, for vi ved simpelthen ikke hvad vi skal forvente…

D. 19/3-19

/Kris og Anne Louise som STORbysmennesker