8: Mahahual

En krydstogtsdestination møder en lille fiskerlandsby

Vi havde en del forventninger til Mahahual, da Kris’ Lonely Planet bog fra 2016 havde beskrevet byen som en lille perle. Vi vidste dog også at der kan nå at ske meget på 2 år, og at der vist nok også var blevet anlagt en bro til krydstogtskibe… Men vi krydsede fingre for at det var en lille, hyggelig og ikke alt for turistet by alligevel. En fyr i Merida som solgte Kris et par sko havde fortalt, at der kom et krydstogtskib en gang hver 14. dag. Virkeligheden skulle dog vise sig at være en helt anden.

Et indendørs telt?

Vi ankom efter ca. 1 time i en collectivo fra Bacalar og fandt overnatningsstedet for de næste to dage. Vi var lidt i tvivl om, om vi havde fundet det rigtige sted, siden det bare lignede en stor hal. Det er det i og for sig også, men med indbyggede værelser, kun opdelt af stof og myggenet. Så endnu et specielt sted at overnatte. Første indblik af byen var at den var lidt flad, så efter en omgang tortillas gik vi i seng og var spændte på at se byen i dagslys.
Kris lavede lidt research og fandt ud af at der kommer 1-3 krydstogtskibe til lillebitte Mahahual HVER DAG. Nu var vi lidt mere spændte på dagen der skulle komme.

8 timers turistmekka

Fredag d. 1 februar ankom tre krydstogtskibe til Mahahual. Det første med 1600 passagerer, et andet med 3500 og et tredje med 1400. Der bor ca. 1000 indbyggere i Mahahual, så det er ret vildt hvordan populationen lige pludselig bliver mangedoblet i 8 timer, og så forsvinder de igen. Gaden nede ved stranden liver op med små butikker med souvenirs, en masse massageborde bliver smækket op langs promenaden og der dukker et utal af sælgere op, som vil sælge snorkelture ud til det fantastiske rev, som ligger ca 20 min i båd fra kysten. Det er et rent helvede at gå igennem. Kris siger stadig pænt ‘No gracias’ til deres tilråb om billig mad eller souvenirs, men jeg må indrømme at jeg er begyndt at ignorere dem.

Vi bruger dagen på at svømme ud og se om man kan se nogle spændende ting med vores snorkeludstyr. Det bliver ikke til det store og vi må indse at vi nok bliver nødt til at betale os fra at tage en båd ud forbi revet, hvor man kan se havskildpadder (altså, det siger de hvertfald) En anden ting der dog springer os i øjnene, da vi først har forladt den turistede del af strandpromenaden, og er gået lidt udenfor byen, er mængden af skrald, herunder plastik. Det er skræmmende hvordan alt det her plastik bare skyller op fra havene. Derudover så vi også et skræmmende skilt som fik os (Anne Louise) til at gå tilbage mod byen. Med hastige skridt.

Crocodiles — Skilt man ikke har lyst til at overse.

Mad i Mahahuel

Vi spiser aftensmad på en lille lokal restaurant. Jeg fik en torta med kylling. En torta er en sandwich. Normalt når man bestiller eksempelvis en torta med kylling, er der bare brød med kylling. Denne torta havde kylling, en skive avocado, et salatblad og en skive tomat. Jeg følte mig meget heldig! Kris fik turens bedste gringa. En gringa er en lille tortilla pandekage som er varmet på en pande med noget marineret svinekød, smeltet ost og frisk ananas.

Hyggelige Mahahual

Dagen efter tog vi på en snorkeltur. Det kostede Ca. 100 dkr pr person, og det tog en time i alt. Vi så to små rokker og 5 smukke havskildpadder. 1 af dem var virkelig stor. De er så flotte! Korallerne og fiskene var rimelig kedelige, men vi er også lidt skadet af alt det fantastiske vi har set under havets overflade i Sydøstasien. Efterfølgende fik vi en øl ved stranden. Denne her dag var der ingen krydstogtskibe i byen, så der var en helt anden stemning. Meget mere rolig og afslappet og der var slet ikke nogen massageborde eller små boder langs stranden. Det var faktisk en okay hyggelig lille perle i dag.