16 ½: En lang dag med “kyllinge busser” og et lille indblik i Guatemalaernes hverdag

Chicken busses og farverigt tøj

Som vi sidder her i en farverig bus på vej nordpå, på vej til Mexico, er det vist blevet tid til at give et lille indblik i hvordan hverdagen for flere Guatemalanere ser ud – for der er mange ting som fungerer væsentligt anderledes end et hvilket som helst Europæisk land (og sådan set også end alle andre lande vi før har besøgt). Guatemala er et meget fattigt land som eksisterer i det 21. Århundrede, men alligevel fungerer det og på en eller anden måde eksisterer gamle Maya kulturer i samspil med Katolicismen og moderne teknologi der har åbnet landet op for verden udenfor. Altsammen eksisterer og fungerer som en stor kogende heksegryde der sprutter og sprøjter. Og til at beskrive dette hybride samfund er der måske ikke et bedre sted end i netop her hvor vi befinder os – i en larmende, farverig og meget osende chicken bus.

Udtjente amerikanske skolebusser med masser af chrom og vilde farver!

Transport i Guatemala foregår for de fleste lokale i busser. Der findes enkelte større firmaer der arrangerer længere distancer, men langt de fleste busser er oftest private og ejes af en familie. Af en eller anden grund har mere eller mindre samtlige af disse familiebusser en fortid i det amerikanske eller canadiske skolevæsen, hvor de har transporteret tusindvis af elever til skole. I USA er der åbentbart en lov om at de karakteristiske gule skolebusser skal pensioneres efter enten 150.000 miles eller 10 år. Konsekvensen af denne lov er selvfølgelig at der hvert år pensioneres tusindvis af fuldt funktionsdygtige, men i USA, ubrugelige busser. Man har derfor 2 muligheder; at skrotte busserne eller sælge dem. Og da skrotprisen er lavere end salgsprisen ender de fleste busser med at blive solgt. De fleste til opkøbere fra især Central Amerika. Efter et salg køres busserne gennem Mexico og til fx Guatemala. Her sælges bussen videre til en privat, som ønsker at køre bus.

Og her sidder vi så, i en af disse busser fra 60’erne, 70’erne eller måske 80’erne? Den drøner afsted med 90 km/t. Den drøner ind og ud mellem biler og lastbiler foran. Laver fuldstændigt vanvittigt hasarderede overhalinger. Trækker til en overhaling af to biler og en lastbil – 100 meter foran et sving og med et stejl bjergside og et lodret fald på mindst 50 meter, før en eventuelt fritfaldende amerikansk skolebus ville ramme noget som helst. Dette billede er hverdagen for mange af chaufførerne i disse busser – tid er penge! Chicken busses er et fænomen hernede for rejsende. Mange rejsende undgår dem. Andre opsøger dem for at få den “autentiske” oplevelse af Guatemala. For vores vedkommende er det også eventyret der har trukket lidt (i hvert fald for mig…).

En vandvidsbus

Det tog en del overtalelse at få overbevist Anne Louise om at 3 timer ekstra i busser og at de første 8 timer ville foregå i de berygtede Chicken Busser, i sidste ende ville være en god ide – faktisk lykkedes det i realiteten aldrig helt…! Heldigvis er der en gang i mellem mulighed for kompromiser og ikke mindst aftaler (næste gang bestemmer AL). Bussen vi befinder os i er stopfyldt. Der sidder 3 mennesker på alle de sæder der er beregnet til 2 børn. Vi fangede bussen på Xela’s busterminal. Et kæmpe rod uden skilte og fyldt med mindst 100 busser i alskens farver.

Noget af det mest charmerende ved busserne i Guatemala er nemlig deres farver. Så snart de ikoniske gule busser ankommer til landet omgår de nemlig en næsten fortryllende forvandling. Busserne bliver malet så de ligner noget fra et omvandrende tivoli – fyldt med skinnende farver og ikke mindst chrom! Derudover bliver motoren tunet eller udskiftet med noget større – tid er som sagt penge, og jo hurtigere bussen kan køre, jo flere penge må der jo så også havne i pengekassen. Det virker i hvert fald utvivlsomt til at være logikken i Guatemala. En bus har altid en chauffør og en kontrollør. Chaufførens job er at komme så hurtigt fra A til B og kontrollørens job er at hænge ud ad indgangen til bussen, mens han (det er umiddelbart ikke kvinder i disse stillinger…) råber bussens destination til alle mennesker de kører forbi. Derudover sørger kontrolløren for at tage imod penge og ikke mindst spænde diverse genstande fast på bussens tag. Dette sker også somme tider mens bussen kører, men så kan han kravle ned af en stige på enden af bussen, og kravle ind igen via bagdøren. Man betaler når man går ud af bussen, medmindre man skal udenfor byen. Her kommer kontrolløren rundt. Prisen er altid det samme inden for bygrænsen og også udenfor bygrænsen. Det er lige meget hvor langt man skal inden for disse zoner. Og taksterne er ikke meget andet end et par kroner.

Efter cirka 3,5 timer i denne vanvidsbus ankommer vi heldigvis til første skift. Egentlig skulle vi vist ikke have skiftet bus, men et par ikke særligt overbevisende kontrollører får på en meget suspekt måde alligevel flyttet os over i en ny bus. Heldigvis er der en lokal kvinde og hendes datter, som også skifter bus. Hun fortæller os det er rigtigt nok. Vi er dog sikre på vi kommer til at betale en ny billet, selvom vi allerede har betalt for hele turen i den første bus…

At krejle som en livsstil

Man er ikke mistroisk i Guatemala uden grund, for det virker som om den nationale folkesport er, udover fodbold, at snyde gringos (hvide). I Guatemala skal ALT forhandles og en avocado kan koste alt mellem 2 kroner og 15 kroner – alt efter hvor god du er til at forhandle. Det er dog ikke kun gringos der skal forhandle priser. En lokal i Antigua fortalte os hvordan det første børn lærer af deres bedstemor, lige efter de har lært at kravle, er at krejle! Det faktum at vi er gringos gør dog bestemt ikke forhandlingsprocessen nemmere…

De fleste butikker hernede er små tiendas. Et lille gadehjørne på 5 kvadratmeter, som er stoppet til randen med det mest essentielle; tacos, avocadoer, chips, kiks, øl og nogle utroligt tørre kager som er lavet på svinefedt! Intet er prismærket, så en lille shoppetur kan hurtigt ende med at blive noget dyrere end man oprindeligt havde regnet med. Tiendaernes udvalg er desværre også et tydeligt tegn på et af Guatemalas store problemer – fejlernæring. Anne Louise har flere gange måttet kigge den anden vej når en mor fodrer sin lille pige på 1 år med chips og sodavand. Her kan man ikke lade være med at tænke på hvor farligt marketing kan være, når det kobles sammen med et, på det punkt, lidt uoplyst folkefærd.

Bus nummer 2 bliver hurtigt fyldt op og inden længe er også denne bus proppet til randen. Heldigvis kører denne chauffør rent faktisk ganske pænt og de næste 3 times kørsel på snævre bjergveje er helt behagelige i forhold til turen før. Vi ender med at blive helt populære i denne bus, og det virker til at flere gerne vil sidde ved siden af os. Vi får en snak med en lokal farmer, som bliver meget glad for en dansk mønt vi giver til ham. Herude skal der slet ikke så meget til og vi bliver bare igen og igen bekræftet i, at langt de fleste mennesker her på jorden er rigtigt rare og vil meget gerne give noget – endda når de ikke selv har noget.

På grænsen til Mexico

Inden længe når vi grænsebyen La Mesilla. Her fylder vi vores maver op med mere tørt brød, inden vi går på jagt efter immigrationskontoret. Vi får vores stempel ud af Guatemala og går over grænsen,ind i Mexico. Der er flere små Mexicanske kontorer, men ingen af dem vil give os et indgangstempel. Det viser sig, at vi for at få dette stempel, skal gå ca. 3 km ind i Mexico (vi fangede dog en Collectivo-taxi). Her kan man virkeligt tale om en åben grænse…

Resten af turen til San Cristóbal foregår i 2 forskellige collectivo’er. Turen er behagelig og forskellen på Chicken bussen og denne minibus er enorm. Forskellen skildrer virkeligt hvor fattigt et land Guatemala i virkeligheden er.

Nu skal det blive godt at komme tilbage til Mexico igen, og få noget af alt den gode mad.

d. 2-3-2019

/Kris i en bus