21: Cuba og de første indtryk i Havana

Cuba, du er et helt andet bæst end alt andet vi er stødt på!

Cuba, Cuba…. Du har altid været omgivet af mystik for mig. Du ligger SÅ tæt på USA (90 miles til Key West) og alligevel er du så anderledes. Du er helt din egen. Jeg har hørt om dig i skolen. Om dine revolutionære ideer og ledere. Om Fidel Castro, om Che Guevara og ikke mindst om hvordan du var katalysatoren der næsten satte gang i 3. Verdenskrig mens Præsident Kennedy sad ved styreroret. Både Anne Louise og jeg har masser af forventninger, men samtidig ingen. Alle siger man skal besøge dig inden “Amerikanerne for alvor kommer”. Men kommer de? Er de her ikke allerede? Og er det i virkeligheden fejt at ville besøge dig, blot fordi du ikke rigtigt har udviklet dig meget de sidste 60 år, og derfor er blevet en smule som et stort, enormt, levende museum? Altsammen noget som sandsynlig kun er gået udover den lokale befolkning? Eller er det? For er du kun så langt bagud hvis man ser på dig med vestlige, kapitalistiske øjne? Vi har så mange spørgsmål at stille dig, og vi håber du vil være med til at svare på nogle af dem.

Fra lufthavnen til Havana

Der er mange historier om hvor svært det er at komme ind i Cuba. Komplicerede Visums, forsikringsbreve og en lang forhøring af en immigrationofficer – det passer ikke! (i hvert fald ikke hvis man kommer med et fly fra Mexico… ) Et lille imigrationspapir til 364 pesos skulle udfyldes i lufthavnen og et told papir i flyveren. Det var det. Kun 2 timer fra vi forlod Cancún i Mexico stod vi klar med vores rygsække udenfor Jose Marti international Airport nær Havana. Vores aller første indtryk blev derfor, og ikke overraskende, den gamle lufthavnsbygning. Væggene i lufthavnen er røde og hvide, skiltene fra 60’erne og der var hverken bræt eller lås på døren ind til toilettet. Vi mødte efterfølgende et par Belgiere, som havde set loftpanelerne falde ned lige foran nogle andre turister. Indtil videre må man sige man får et indtryk af, at noget er gået i stå. Vores baggage dukkede heldigvis op, så første rigtige mission blev at finde ind til hovedstaden Havana ca. 20 km væk. Som i alle andre turistlufthavne blev vi straks angrebet taxichauffører fra det øjeblik vi gik ud gennem de automatiske låger til lufthavnen.
Vi havde på forhånd læst at der er to måder at komme til Havana på; tag en Taxi til omkring 25 dollars eller gå 3 km og tag bus til ca. 1,5,10 eller måske 25 cent (den er så billig at ingen turister vist har undersøgt hvad den rent faktisk koster). Vi gik mod bussen, men fandt hurtigt ud af at 3 km på dette tidspunkt nok alligevel var lidt langt, især fordi det ville være langs en hovedvej uden fortov.
På lige omkring dette tidspunkt faldt vi i snak med en gut, som havde en privat bil og tilbød at køre os til Havana for 15 dollars (ca. 100 kr). Han var flink og fortalte hvilken vej vi skulle gå med bussen, men sagde også at det kom til at tage lang tid at vente på bussen, så vi besluttede at sige ja tak til hans tilbud.

Han viste os ikke sin bil på forhånd, for det er vist ikke helt lovligt for private at køre taxi fra lufthaven. Vi skulle derfor gå ud til hovedvejen og vente. Fire minutter senere rullede en blinkende gammel klassisk marineblå amerikaner fra 1952 frem (præcis hvilket mærke kunne vi ikke lige finde frem til). Indvendig var den lappet med hæfteklammer i stoffet på dørene og vinduerne i ruderne var så tykke at man kunne se forskellige lag/nuancer i glasset. Instrumentbrættet stammende fra en Mitsubishi og så lugtede og brummede bilen ellers bare som en gammel kampvogn – med andre ord; den var perfekt! Efter 30 minutter ankom vi til vores Casa Particular (hvad Bed & Breakfasts hedder på Cuba).

Vi havde booket det på forhånd for der er åbenbart masser af overnatningssteder på booking sider i de store byer, til trods for at det efter sigende skulle være meget sparsomt med internet på øen. Internet er faktisk først blevet lovligt indenfor de seneste par år (muligvis endda først efter Fidel Castro’s død, men vi er ikke sikre, og kan, sjovt nok, ikke lige tjekke det på internettet). Vi fandt på turen også ud af at det var en god idé ikke at have taget bussen. Alle de busser vi så, var proppet til renden med folk. Proppet som i Tanzania (ifølge AL). Man tænker ofte “Nu kan der ikke være flere mennesker herinde”, men alligevel er der folk som formår at klemme sig ind. Vi så folk der stod i lange køer (20-40 personer) og hver gang der kom en bus, som i forvejen var helt fyldt op, løb de alt hvad de kunne, for at presse sig ind i de smalle døråbninger. Vi tør slet ikke at tænke på hvad man gør, hvis man står inde i midten af bussen og gerne vil ud og skal ud før dem der står foran en. Og tænk hvis vi havde taget sådan bus med vores store fuldblodsrygsække… Det ville uden tvivl have været noget af en udfordring.

Der er så meget vi allerede ikke forstår!

Okay! Cuba er virkeligt anderledes end alt andet. Vi ankom til vores Casa Particular og blev taget godt imod af engelsktalende personer. Et ungt par ejer stedet og en ung kvinde ser ud til at tage sig af alt det praktiske ift. mad & rengøring. Det er et virkeligt fint rum vi har. Faktisk det flotteste og mest veludtyrede indtil videre. Aircondition (kun anden gang vi har det på denne rejse) og køleskab med øl og sodavand i. Det havde vi ikke regnet med! Stedet ligger ca. 4 km væk fra Havana Vieja (den gamle bydel), så straks efter at have fået stillet taskerne begyndte vi at gå. Vi var sultne og ledte derfor lidt efter mad. Vores anden mission på Cuba.
De lokale er af blandet hudfarve. Man kan ikke rigtigt spotte turister. Nogle er sorte, andre hvide og nogle er midt imellem. Vi ser brune, grønne, blå og sågar grå øjne. Det virker dog ikke til at folk er opdelt ud fra hudfarve.
Der er små butikker der har et udvalg af varer som kun fylder en bakke på et stativ eller en hylde. Eksempelvis kan en lille biks sælge fjernbetjeninger, chipsposer og lightere. Udvalget er så omkring 5 stk af hver ting og der er måske kun 10 forskellige varer.

Der er mange steder hvor man kan få ordnet negle og mange cubanere som spiser is. Åbenbart har salget af is været styret af regeringen, så det har kun været en statsejet producent af is. For nyligt er produktionen af is dog blevet mere åbnet op for og man må nu sælge lokalt lavet is – noget der ser ud til at være yderst populært! Samt meget billigt.

I Havana er der rigtig mange der ryger. Faktisk, var den første reklame vi så ude i lufthavnen, en reklame for cigaretter. Det er dog ikke bare cigaretter cubanerne ryger, men… Kan du gætte det? Yes, cigarer! Cuba er blandt andet kendt for sin cigarproduktion og overalt man går lugter der af stærk cigar tobak, selv når man går forbi en person der ryger hvad der ellers ligner en cigaret. Egentlig havde vi lidt en idé om at det med cigarer var en ting der var lavet for turisterne. Sådan at man kunne gå rundt i Havana og se ”lokale” ryge cigarer, men at de faktisk ikke gjorde det “ægte”. Det samme tænkte vi om de gamle biler. Vi tænkte de nok kun var til at fragte turisterne rundt. Og hvor var vi forkert på den! Mange lokale ryger cigarer, også kvinderne. Det er begrænset hvad vi har set i Mexico og Guatemala, af folk der ryger og især kvinder (umiddelbart har vi faktisk kun set kvindelige turister ryge…). Her ryger alle dog og det virker heller ikke til at det er ulovligt at ryge nogle steder, hverken i butikker, busstationer eller på restauranter. De gamle veteran biler er heller ikke kun til turister. Der er nogle af bilerne, som er ekstra flotte og polerede. Disse er udelukkede beregnet som turistcontainere og til at familien cruiseskib kan få en video af mor og datters hår blafrende ud af siden på en farverig Chevrolet fra 1950’erne. Det koster 30 CUC (Ca. 200 kr) for en times kørsel rundt i Havana. Men derudover bruger de lokale rent faktisk også de antikke biler. Dog nogle eksempler der oftest er langt mindre sminkede og flotte end dem til turisterne. De lokale biler er lappet på forskellige måder, har rust, er blevet malet flere gange, har dele fra andre biler, så man ikke helt ved hvilken bil, bilen oprindeligt var. Var der nogen der sagde Frankensteins monster?
Vi føler os lidt på var bund her selvom vi har rejst i 2 måneder. Cuba fungerer meget anderledes end alle andre steder vi har været.

Et genfærd

Selve Havana er helt anderledes end hvad vi havde forventet. De mange perfekte billeder af skinnende amerikanske biler foran farverige colonibygninger fortæller kun meget lidt om Havana. Langt, langt de fleste steder er billedet kun en perfekt repræsentation, hvis man ligger 60 års forfald oveni. Storslåede bygninger fra byens storhedstid er allevegne, men står fuldstændigt faldefærdige 2019. Man kan se fornødne reparationer mange steder, men kun for at bibeholde en bygnings funktionelle værdi – ikke den æstetiske. Og alligevel er er mange bygninger blevet restaureret. Mellem slum skyder en fanzy-panzy amerikaner restaurant op. For byen har stadig en forpligtigelse for at give de mange turister noget at se på.
Vi har besluttet os for at vende snuden hurtigst muligt ud af byen. Vi har brug for at forstå det kaos Havana består af i mindre dele. Første stop bliver den lille farmee landsby Viñales.

D. 22/3-2019

/Kris i en amerikaner fra 50’erne