22: Playa Girón

Playa Giron er en lille kystby, med tæt på det som på dansk hedder Svinebugten. Der ligger 4 restauranter, som har et lidt større udvalg af mad, samt 3 små boder hvor man kan få drinks og sandwich. Ikke særlig meget mere end det.

Inden vi tager afsted med bussen fra Cienfuegos spørger vi la mama en la casa om hun kender et godt sted at bo i Playa Giron. Det gør hun, og hun giver os et visitkort på et hus. Hvad vi ikke ved er, at hun har ringet til ejeren i dette hus og sagt at vi ankommer med den og den bus kl det og det. Så da vi stiger ud af bussen, står der en fyr og kalder på “Kris”. Vi er ret forvirrede og han siger så at hende mamaen fra det nye casa har sendt ham, og at han har en cykel vi kan komme med på, men at det koster 1 CUC pr person. Normalt når vi ankommer et sted, går vi altid. 2 CUC er et halvt måltid, og når man rejser på budget på Cuba er det med at spare hvor man kan. Men vi føler os ærligt talt lidt låst i denne situation og ender med at tage med ham hen til huset. Vi ved ikke på forhånd hvad det koster, men kan se at det ligger ret langt væk. Det ender med at hun vil have 25 CUC pr nat, og vores budget ligger på 15, så det er alt for meget. Vi takker pænt nej tak og forklarer at hende mamaen fra Cienfuegos ikke havde fortalt os prisen på forhånd men at det er for meget. Vi vil også hellere bo tættere på stranden, så vi vælger at gå tilbage den præcis samme retning som cykelmanden har kørt os. Han tilbyder selvfølgelig at køre os til et andet casa for 1 CUC hver, men nu går vi altså. Han spørger om vi ikke vil have vores rygsække op i hans vogn, om ikke de er tunge, men vi går. Han cykler lige ved siden af os hele vejen og det må have set lidt komisk ud. To nærige og stædige danskere som absolut ikke vil betale 14 kroner for at blive kørt – det er nok os i en nøddeskal.

Vi ender med at finde et rigtig fint casa til 15 CUC pr nat, hvis vi bliver 2 nætter og det ender faktisk med at vi overnatter 3. Der er som alle andre steder morgenmad på stedet til 5 CUC pr person. Vi aftaler som regel at spise morgenmad kl 8 eller 8.30 og sætter vores alarm til hhv 8 eller 8.30. Det fungerer ret godt at stå direkte op til et overdådigt morgenmadsbord.

Playa giron er et godt eksempel på en cubansk by som står lidt stille og alligevel er i udvikling. Helt nede ved vandet ligger det store, sikkert engang rigtig fine, hotel. Det er helt faldefærdigt. Det består af en masse små huse i forskellige farver som ligger på hver sin side af hotellet, ud til vandet. Husene skaller i malingen og mellem dem går både heste og geder frit og græsser. Det virker til at der i nogle af husene bor lokale permanent, men jeg kan ikke forestille mig at der bor nogen turister. Alle de casas vi har boet på har i den grad været mere luksuriøse end dette gamle hotel. Det virker som om det er noget fra en gyser, eller kunne passe ind i filmen Bad Times at the El Royal. Hvis man bevæger sig længere op mod byens midte, finder man lidt mere udvikling. Der er ret mange casa particulates og endda et par små boder der sælger souvenirs. Der er virkelig mange heste som går rundt og græsser i byen. Vi undrer os over hvordan deres ejere finder dem – men umiddelbart kender alle i den her by hinanden, så vi tænker at de sikkert også ved hvilke heste der tilhører hvem, så hvis man mangler sin hest kan man bare spørge lidt rundt omkring.

Det er en stor udfordring for os at finde vand, da der ikke er nogen supermarkeder i denne by. Der er en lille tankstationsbiks men de sælger kun sprut (og krøllejern og kiks) Hvis vi skal købe vand skal vi over i baren. Og det sjove er at vi ved godt hvilken bar det er vi skal gå over i, fordi der er kun én. Vi kan også købe vand i restauranterne og så bare tage det med hjem. Vi har set et lille frugt- og grøntsagsmarked her, med en meget lang kø ude foran. Hvor folk køber deres mad henne her i byen er for mig en gåde. Men de kender sikkert nogen der har en kylling som lægger æg, og en anden som har en ko der giver mælk osv.

Vores casa har er par cykler vi låner en dag. Det er gamle børnemountainbikes og Kris forudser at han får ondt i knæene. Vi har set på et kort at der skulle være en cenote 20 km herfra, og et rigtig fint sted lige overfor til at snorkle, så der cykler vi ud. Vejen er lige ved vandet og det ikke specielt hårdt at cykle de 20 km. Udfordringen ligger mere i at navigere udenom alle de mange huller og lapninger der er i vejen og så selvfølgelig krabberne.

Vejen er fyldt med store mørke pletter, imellem alle hullerne. Og vi finder hurtigt ud af hvorfor. Skoven ind mod landet er en stor sumpgrund og det vrimler med krabber. De her krabber vil af en eller anden grund meget gerne krydse vejen, og selvom der ikke er specielt meget trafik (fordi, Cuba) kan vi se at de brune pletter er resterne fra en hel masse krabber. Langs vejkanten ligger der ikke sand, jord eller skrald, der ligger bittesmå krabbestykker blandt døde krabber, krabber der mangler skjold, krabber der er blevet spist af enten fugle eller insekter og en krabbeklo eller to hist og her. Der er forskel på hvornår krabberne krydser vejen, og det var vist nok noget at gøre med tidspunkt på dagen og temperatur. På de dage hvor der er mange krabber der krydser vejen, vil ingen biler eller taxaer køre her, fordi de døde krabber åbenbart kan punktere bilernes dæk?! Det lyder vildt og jeg er overbevist om, at hvis de kan punktere bildæk med deres store kloer så kan de helt sikkert også klippe mine tæer af. Da vi cykler på denne strækning er der heldigvis kun 5 krabber som krydser vejen og vi kommer igennem uden flade dæk. Tror vi.

To kilometer inden ankomst ved cenoten kan Kris’ fordæk ikke mere og det er fladt. Han mener godt at han kan cykle på cyklen alligevel, men i og med at det er nogle cykler vi har lånt og vi ikke ved hvor nemt det er at skaffe en ny slange og evt et nyt dæk (dækket er helt færdigt) er det lidt svært at komme videre. Vi ankommer til cenoten og kan hurtigt se en masse resort busser og en hel del folk med dykkermasker og finner. Cenoten er lidt skuffende i forhold til hvad vi har set i Mexico. Den flyder med solcreme og sigtbarheden er helt uklar og sløret. Da vi kommer ned til vandet hvor det skulle være godt at snorkle, skal vi betale 1 CUC pr cykel for parkering, og den skal derudover også parkeres et bestemt sted, og det gider vi simpelthen ikke. Så stædige og nærige som vi nu engang er, begynder vi at gå/cykle tilbage mod byen.

Efter 6 km kommer vi forbi et lille sted hvor der er en vej, en parkeringsplads, et par parasoller og en bar. Her koster en Cuba-kola kun 50cent og der er koralrev næsten lige når man hopper i vandet. Det her er lige et sted for os. Vi snorkler, tager sol og drikker Coco loco, som er en kokosnød med limejuice og rom i. Der kommer en virkelig stor Cubansk familie herned, med køletasker, øl og mad og alle teenagepogerne får tager billeder til deres insta mens de står og poserer ude i vandet. De ankommer i en gul lada og en stor lastbil med en vandtank bagpå. Ud af lastbilen kommer to personer mens der ud af den gule lada kommer 7 eller 8. De hører musik og taler ikke med hinanden, men råber. De hygger sig. Der er godt nok et skilt hvor der står at baren lukker kl 17 men omkring kl 15 kommer fyren fra baren og siger at nu lukker de. Vi har stadig 12 km tilbage og en punkteret cykel, så vi spørger om de har en pumpe et sted eller kan hjælpe os med at få lappet cyklen. Det har de ikke, men lynhurtigt har fyren fra baren arrangeret med papa i den store familie at vi kan komme med dem. Begge cykler blev smidt halvt ind under vandtanken bagpå lastbilen, spændt fast med et par snore, og de 8 personer blev klemt ind i ladaen mens vi joinede mr papa og et andet familiemedlem i lastbilen. Han spurgte hvor vi boede henne, og så svarede vi “øhhh casa Sebastian” hvortil han sagde “ahh si si mi amigo!” Vi blev kørt lige til døren og det er virkelig som om at alle kender alle her. Under køreturen sad Mr papa og drak resten af sin øl (hvor mange han havde fået inden ved vi ikke) og havde et rør under instrumentbrættet hvor han både kunne kigge ned til motoren OG have sin øl til at ligge. Han fortalte begejstret at lastbilen var en sovjetisk sag på 40 år.

Da vi kom tilbage med cykler og det hele spurgte vi om Sebastian have lappegrej. Vi havde betalt for cyklerne for en hel dag, og ville gerne se om vi kunne bruge den lidt om aftenen også. Det havde han ikke. Han tog hjulet af, kørte af sted på sin scooter med det og kom tilbage en time senere med et dæk fyldt med luft. Jeg ved ikke om de bare ikke har lappegrej og pumpe selv, om det er en del af en business at man altid benytter andres hjælp, eller om det virkelig er fordi at der ikke findes nok grej til at lappe cykeldæk, til at man kan have en lille beholdning hjemme hos sig selv.

Mens vi ventede på cyklen mødte vi to danske piger som viste sig at bo lige overfor os i et andet casa. Efter at vi havde cyklet ned til stranden og Kris lige havde været ude og plaske lidt, mødtes vi med dem og spiste aftensmad sammen. De skal med den samme bus som os videre til Havana. Det er helt befriende bare at kunne snakke dansk med andre mennesker!

Dagen efter havde Sebastian skaffet en større cykel til Kris, som måske bare var lidt bedre til hans knæ, og en anden cykel til mig, hvor jeg sad mere oprejst i stedet for at ligge ind over styret. Det var sødt af ham. Men hvis ikke han kunne hjælpe med at skaffe nogle bedre cykler havde vi måske lejet dem et andet sted, og så var han jo gået glip af de penge.

Vi cyklede tilbage ud til Coco loco baren fra dagen inden, fordi vi efterfølgende havde fundet ud af at det lå et skib nede på bunden, ikke særlig langt væk fra kysten. På vej derud havde vi meget fokus på ikke at køre henover ødelagde krabbeskjold. I dag skulle vi altså ikke punktere!

Snorkeling her er helt perfekt. Næsten. Sigtbarheden er hvertfald vildt god og der er da også mange forskellige slags fisk, men mængden af dem er ikke ligesom vi har set andre steder. Korallerne er mange og forskellige, men er mest i grå-brune nuancer. Skibet var ret fedt at se, i og med at det kun lå på 15 meters dybde og derfor kunne man ret klart se det. Kris dykkede ned og op indtil han Ikke kunne mere, og vi mødte fyren fra baren derude, som fortalte at han var vandt til at spydfiske ved at fridykke.

Dagen inden havde Kris gjort lidt research i forhold til hvor det er godt at snorkle. Der er flere dykkersites langs kysten her, men de er enten lidt for langt ude eller for langt nede til at man kan komme til dem vha snorkeling. Vi cyklede dog videre til et sted, hvor vi hoppede i vandet. Her kan man svømme 50 meter ud, og se en masse fisk og koraller, hvorefter jorden nærmest knækker og der bliver pludseligt meget meget dybt. Min maske blev ved med at dugge til, og jeg var faktisk på vej tilbage da jeg kunne se Kris vifte helt febrilsk med sin arm, og jeg tænkte ”Okay, lad os se hvad han har fundet” Jeg svømmede ud mod ham, og så det smukkeste jeg nogensinde har set. En kæmpe stor rokke! Okay, nok ikke kæmpe stor, taget i betragtning af at denne var lille i forhold til de store som kan blive op til 6 meter. Men sikke et syn! Den var så smuk! Da Kris havde spottet den, lå den i vandet og lavede kolbøtter og legede.

Vi var høje på rokke-oplevelsen hele dagen og dagen efter. Vi har set skildpadder og hajer og de smukkeste og mærkeligste fisk. Men vi har aldrig set noget lignende det her. Det var for vildt.

Dagen efter tog vi bussen til Havana og brugte 2 dage her inden vi skulle med flyet til Cancun. I disse to dage viste Havana sig fra sin bedste side. Det var nok en blanding af at vi boede i Old Havana, og ikke behøvede at gå 4 km hver vej for at komme hjem, samt at vi var i selskab med de to danske piger, som også havde nogle idéer til hvad vi skulle lave.